Balladen om spareplanerne i Københavns Lufthavn i Kastrup tager til i styrke. Verdensforbundet for vagt- og sikkerhedspersonale, Union Network International, »fordømmer« skarpt de effektiviseringer, som Københavns Lufthavns nye ejere, den australske kapitalfond Macquaire Airports, tilsyneladende er i gang med at gennemføre i Kastrup. Profik frem for sikkerhed I en udtalelse beskylder verdensforbundet Macquarie for at være parat til at sætte sikkerheden over styr i jagten på profit. »Har de glemt 11. september?«, spørger amerikaneren Tom Balanoff, som er world president for 15 millioner vagt- og sikkerhedsfolk rundt om på kloden. De danske fagforeninger, 3F og Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning hævder, at Københavns Lufthavn vil nedlægge 150 stillinger. Over halvdelen, cirka 70 stillinger, skal findes blandt sikkerhedspersonalet. »Det er vi meget bekymrede over«, siger Tom Balanoff fra sikkerhedsvagternes forbund, som holder verdenskongres i Genève i Schweiz: »Det er en meget dårlig ide at slække på sikkerheden. Vi tror ikke, at verden er mere sikker i dag, end den var for fem år siden, og vi mener afgjort ikke, at arbejdsgiverne skal gå i den her retning«. Sikkerhedskontroller lukker Københavns Lufthavn indfører fra 3. april lukning af sikkerhedskontrollerne i terminal 2 og 3 i tidsrummet mellem klokken 20.00 og 04.30 på alle hverdage. Det betyder, at både passagerer og personale skal gå igennem den centrale sikkerhedskontrol i Arkaden. Det kan føre til længere køer og en forringelse af sikkerheden, mener John Dybart, der er formand for Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning. »De ansatte bliver stressede og trætte, og det kan betyde, at der sker fejl. Det kan være, man overser ting, som man skulle have opdaget«, siger John Dybart. Afviser problem Statens Luftfartvæsen, SLV, som fører tilsyn med sikkerhedsstandarden i lufthavnen, og som har godkendt ændringerne i Kastrup, afviser, at der skulle være et sikkerhedsproblem. »Der er ikke noget krav til antallet af kontroller, det er udelukkende et spørgsmål om service over for den enkelte passager. Ændringerne lever op til de myndighedskrav, der er«, siger Keld Zülow, sikkerhedschef i SLV. Mogens Kornbo, underdirektør i Københavns Lufthavn, er fortørnet over, at vagtforbundene peger på, at der skulle være et sikkerhedsproblem. Han vil ikke bekræfte oplysningerne om, at lufthavnen har planer om at nedlægge 150 stillinger. »Det har vi ikke meldt ud. Vi har et midlertidigt stop for ansættelser. Hvor mange færre stillinger det fører til samlet set, kan jeg slet ikke svarer på nu«, siger underdirektøren. Ingen besparelser Det har også været fremme, at lufthavnen vil gennemføre besparelser for 180 millioner kroner i år, hvilket angiveligt vil indebære forringet service for passagererne, som dårligere rengøring, men også det tal lægger Mogens Kornbo afstand til. »Der er ikke tale om en besparelser på 180 millioner kroner eller noget i den størrelsesorden. Der er i det hele taget ikke tale om besparelser. Der er tale om, at vi er i færd med at gøre vores forretning mere effektiv«. Thor P. ind i sagen Også flyselskaberne har kritiseret lufthavnens ledelse for at skabe serviceforringelser, og de mange modstridende udmeldinger har fået finansminister Thor Pedersen til at kræve en forklaring af lufthavnens bestyrelse på, hvad der egentlig er besluttet om lufthavnen. Det er Macquarie Airports, som har aktiemajoriteten i selskabet, mens staten, som ikke sidder med i bestyrelsen, ejer 38 procent. »Vores ønske er at fastholde den status, standard og kvalitet, som der hele tiden har været i Københavns Lufthavn, og det håber jeg så, at den nye majoritetsejer lytter til«, siger ministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























