Det er en kølig aften i Taastrup, og klubleder Subhi Hassan går med fire andre unge mænd gennem Gadehavegård.
De ligner alt det, andre normalt er ængstelige ved. Unge danskere af anden etnisk herkomst, store og stærke at se til, en lidt ludende holdning og hætter over hovedet. Men der står 'U-turn storebroder' på deres trøjer, og det er helt bevidst, siger Subhi Hassan.
Storebrodertur en del af pakken
»De sidste to-tre år har der været rigtig meget, der har skabt utryghed. Når folk kom hjem fra arbejde eller gik tur med deres hunde, blev de utrygge, fordi de små rendte rundt og skreg og råbte. Så har jeg sagt til de store, at det er en betingelse for at kunne komme i klubben, at de går storebrodertur og siger til de små: »Vi er jeres storebrødre. Engang var vi kriminelle, men nu forsøger vi at gå den rigtige vej. Kom ned i klubben, kom med ud at træne og vær med til at gøre noget godt for samfundet««.
Storebrødrene går turen hver aften mellem klokken 18 og 20, og det er helt bevidst.
LÆS KAPITEL 3
»På det tidspunkt har danskerne spist aftensmad, og så skal de ud at gå med hunden. Når de ser os, kan vi vise, at de ikke skal være bange, men at de kan stole på os. Mange af drengene tænker, at danskerne er lidt racister, fordi de er bange for dem. Drengene skal holde op med at tænke sådan. På den anden side skal folk heller ikke være bange for at gå forbi en flok drenge. Det vigtigste er at tage hensyn og respektere hinanden. Det er derfor, vi går hver aften. Vi skal ikke være vagter, men skabe tryghed«.
Jakkerne er sorte med gul indskrift på, og de nye jakker er hvide med rød indskrift. Det med jakkerne er vigtigt.
»Drengene synes, det er lidt fedt med de der bandetrøjer. Nu får de en trøje på, men der står 'storebroder' på«.
Ro i vaskeriet
Det er en fredelig aften. Vi møder en dansk teenagedreng, der før ikke turde gå i kvarteret, fordi han blev mobbet. Men efter at han har været med på en weekendtur med U-turn, hvor hans plageånd var med, er hans nervøsitet væk. Et par dage senere er Subhi og drengene ude at gå igen. Der sidder tre drenge i vaskeriet.
»Hej drenge, hvad laver I?«, siger Subhi.
»Vasker tøj«, smiler en af drengene. Det gør de nu ikke. De sidder der bare. Der er en kvinde i vaskeriet, og en af drengene hilser på hende. Hun hilser igen, men drengene følger med, da Subhi siger til dem: »Kom med ud. Når I sidder her, er der nogle, der ikke tør vaske tøj«.
Til fodbold
En uge senere er scenen den samme. Omkring 20 drenge og unge mænd iklædt hættetrøjer går skulder ved skulder ad Gadehavegårds stier.
Klokken er 22, det er mørkt, og drengene kunne ved deres blotte fremtoning få de fleste til at finde en anden sti at gå hjem ad. Men de er bare på vej til fodbold, for hver fredag mellem klokken 22 om aftenen og 2 om natten er der bold i Gadehavehallen for alle i området. Arrangementet er en bragende succes.
LÆS KAPITEL 2
Mellem 70 og 100 drenge og mænd i alderen fra 12 til 25 år møder op hver gang. Det er Subhi, der står for fredagsbolden, og årsagen er ganske banal.
»Her i området har vi dem fra Gadehavegård, dem fra Charlotteager og dem fra Tåstrupgård. Når de går på gaden, kan der opstå problemer. Men fodbold er en god måde at mødes på. Hvis man spiller kamp, lærer man hinanden at kende. Hvis nogen kommer til at sparke en anden, og han siger undskyld, for det skal de, så finder han ud af, at ham den anden er sød nok alligevel«.
»Og så er det fredag aften, og i stedet for at løbe rundt på gaden eller være på stationen og gøre andre utrygge samles vi et sted. Og så kan et skridt føre dig videre til det næste. Hvis nogen fra Hedehusene er gode, og nogle fra Tåstrupgård er gode, kan jeg sætte dem sammen på et hold, som jeg kan sende videre til andre turneringer«.
Denne aften er der 'kun' omkring 50 drenge. Drengene dasker lidt rundt, men kommer i gang, da Subhi kommer ind og råber, at »de, der ikke hjælper med at sætte bander op, får ikke lov til at spille med«.
Alle samles på midten af banen, og Subhi tager ordet:
»For dem, der ikke har været her før: Velkommen til. Vi har nogle regler. Reglerne er, at hvis der er en, der bliver sparket, og der ikke fløjtes, spiller man videre. Hvis der er en, der kommer til at sparke en anden, siger man undskyld. Kom igen, respekt, fairplay! Og der er kun en, der bestemmer. Det er dommeren, uanset hvad han dømmer. Er det forstået?«.
»Ja«.
Godt, at nogen gider
Ved banden står seks drenge fra Tåstrupgård og holder taktikmøde. De går så meget op i det, at de ikke engang vil hviske deres taktik af frygt for, at nogen lytter, men øjnene lyser af begejstring, når de skal fortælle om fredagsbold.
»Det er godt. Vi får bedre sammenhold; i stedet for at være hjemme eller ude spiller vi fodbold, og så er det sjovt«. Så kommer de alligevel frem med taktikken. De skal forhindre de andre i at score, og så skal de score et mål selv.
Wahid fra Hedehusene er 19 år: »Jeg ved, at mange ville lave andre ting, hvis de ikke var her, og folk lærer hinanden at kende. Fodbold er et sprog, som alle kan tale. Al kredit til dem, der gider bruge deres fredag aften på os, når de kunne være sammen med deres egne kammerater«.
LÆS KAPITEL 1
Længere er den sådan set ikke. Drengene fra Tåstrupgård har tabt deres kamp. De andre scorede et mål, og de selv scorede ingen. De spiller fodbold i tre timer. Kun en gang er der optræk til et skænderi på banen.
»Subhi, kom lige«, råber en af spillerne, da to af dem er blevet lidt uvenner. Subhi kommer ind på banen og går med et stort smil hen til den ene af de to mænd. Så giver han den anden et skub i brystet med sit eget bryst, og den anden tumler lidt væk. Så er der ro, og de spiller videre. Klokken halv to er de færdige.
fortsæt med at læse
