Fester skaber sammenhold, og Subhi Hassan har planlagt fødselsdagsfesten for Baryam hele ugen.
Her fredag eftermiddag har han været ude at købe ind. Kager, flag, lys, mad og balloner. I fire år har ingen fejret Bayrams fødselsdag, for han blev tvangsfjernet fra sit hjem, da han var 14 år, og har siden boet på opholdssted eller været i ungdomsfængsel.
LÆS KAPITEL 1
Men for en måned siden fyldte han 18 år, og nu skal det være, selv om det er mørkt, isnende koldt, og Bayram er i elendigt humør. Subhi Hassan har bedt ham komme til møde klokken otte nede i klubben, for der er et par vigtige mennesker fra kommunen, der vil tale med ham.
Det bedste hjerte
Bayram undrer sig, mens vi går hen over parkeringspladsen mod klubben. Til møde med kommunen klokken otte en fredag aften?
»Det er altså mærkeligt«, skumler han.
Hans kæreste synes, det er endnu mere underligt, men på den anden side ... Når det gælder Bayram og kommunen, er alt muligt. De er aldrig kommet godt ud af det med hinanden, og for syv måneder siden flygtede han endelig fra det opholdssted, hvor han var anbragt.
Siden har han boet på forskellige madrasser hos venner, men er nu dukket op til overfladen. Han er 18 år og ikke længere efterlyst. Han vil gerne i skole, have et sted at bo og have lagt en handlingsplan. Det diskuterer han med kommunen, og Bayram er ikke nem at diskutere med.
Han er køn, charmerende og henvender sig til alle, han møder på sin vej. Desværre har han røget for meget hash; hans koncentration svigter af og til, og der bor et raseri i ham, som en gang imellem tager magten og skræmmer omgivelserne. Han er let at holde af, men noget i ham er også ødelagt. Han ved det godt selv.
»Lige så fucked up og psykopat jeg kan blive, lige så sød og rar kan jeg være. Jeg har det bedste hjerte, man kan få«.
17 korte og et langt
Lige nu er hans ansigt bare mørkt og mistænksomt. Vi går gennem kældergangen til klubben U-turn, og han er lige ved at nægte at gå med. Som om han frygter, at han er ved at blive lokket i baghold. Så åbner Subhi Hassan døren ind til klubben og trækker en modvillig Bayram ind i det mørke rum.
Der er et øjebliks stilhed, og så brager velkomstbrølet mod fødselaren. Lysene tændes, musikken spiller, alle klapper i arabisk musiktakt, Bayram omfavner sig gennem omkring 25 drenge og unge mænd, hans egen bror er her også, lagkagens lys tændes, og Bayram er stum af glæde og overraskelse.
Han har gjort meget forkert i sit korte liv, men det er ikke det, som Subhis lille tale handler om.
»Kære Bayram. Vi har ikke altid kendt hinanden så godt, men de sidste fire dage har vi lært hinanden rigtigt at kende. Og du er det sødeste, gladeste, sjoveste, bedste menneske, man kan tænke sig. Du har et hjerte af guld«.
»I dag er det Bayrams fødselsdag« bliver der sunget, for som Subhi siger: »Sådan gør man i Danmark«.
Derefter råber de 17 korte og et langt hurra, og Burat på 15 år, som drømmer om at blive rapper, synger verdens korteste fødselsdagsrap: »For en måned siden var det Bayrams fødselsdag. Tillykke med i dag. Ha ha ha ha ha ha«.
Stemningen er høj, og mænd kan faktisk godt danse uden at drikke først. Brændstoffet er lagkage og cola, og især Bayram danser. Med Subhi, med sin bror, med sine venner. De danser til arabisk musik, til »Hip hurra det min fødselsdag« og til »Hun heter Anna, Anna heter hun«.
Egentlig er det forbudt med banderelaterede samtaler hernede, men regler er til for at brydes. Bandidos’ lokalafdeling i Ballerup har lavet deres helt eget technomix. Ingen danser nu til det.
Det, jeg gør
Bayram svæver saligt rundt i rummet, der er fyldt med drenge og unge mænd fra Høje-Taastrups og Hedehusenes tre sociale boligbyggerier, Gadehavegård, Taastrupgård og Charlotteager.
Mange af bandekrigene i København er krige mellem forskellige boligbebyggelser, der ligger tæt på hinanden. Men selv om miljøet er meget foranderligt, har der længe været fred i Høje-Taastrup, og i aften er der drenge og unge mænd fra alle beboelserne.
»Forstår du, hvad jeg mener. De bliver gode venner hernede. Det er det, jeg gør«, siger Subhi Hassan, der har spidse sorte sko, knaldrød skjorte med udslåede halvfjerdserflipper og sort vest på.
Det er hans tredje sæt tøj i dag. Subhi Hassan er ikke en mand, der går ned på udstyr eller dårlig selvtillid. I dag er det Bayrams fødselsdag, og han skal have det godt.
»Det er det, jeg gør. Jeg gør det på den gode måde. Når jeg holder sådan en fødselsdag som i aften, er der større chancer for, at han går den rigtige vej«.
Den bedste aften
En af dem, som Politiken ikke har mødt før, har et glimrende blik for, hvad pressen normalt interesserer sig for, når de er på besøg et sted som dette. Han peger lidt rundt på drenge, der kunne udgøre en mulig historie.
»Ham der har ikke haft nogen barndom! Ham der er medlem af det Bosniske Broderskab! Og ham der, han er AG ... Det betyder, at han bliver Aldrig Gift«, siger han og griner i kor med alle de andre.
Mussin på 15 år er her også. Han fik sin egen fest for nylig. Han havde før fået gode karakterer, men for nylig kom det første 12-tal i matematik i en betydende prøve:
»Så holdt Subhi fest for mig hernede. Alle drengene var her. Vi fik pizzaer og sodavand«.
Festen stopper lidt før ti. Der støvsuges, fjernes borde og tørres af. Klokken 22.00 er klubben tom, ren og ryddet.
I dag var det Bayrams fødselsdag, og som han selv sagde midt i det hele: »Det er den største aften i mit liv«.
fortsæt med at læse
