Subhi åbnede klubben klokken otte.
Drengene stod i kø. Ikke kun fordi det er ferie. Flere går ikke i skole, men de kommer i klubben, og i dag er der thaiboksning.
»De elsker disciplinen. At det er hårdt. At jeg pisker dem frem, så de næsten ikke kan gå bagefter«, siger Subhi Hassan, hvis selvtillid er usvækket, siden vi mødtes første gang. Tøjet, håret, spejlbilledet. Det spiller. Første dag havde han spidse sko, nydelige cowboybukser, rød skjorte og lodenfrakke på. I dag er han iført grå træningsbukser, sort hættetrøje og grøn vest. »Det er vigtigt at være velklædt. Jeg skifter tit stil«.
Gratis træning i Fightworld
Subhi køber fem franskbrød hos bageren, og vi møder Thomas.
Skaldet, veltrænet, professionel bodybuilder, mere solariebrun end Subhi og med to rækker af de pureste guldtænder, der er set siden Jaws i Bond-filmen ’Moonraker’. De aftaler, at drengene skal komme til styrketræning hos Thomas.
»Når man ser ham, tror man, han er rocker og racist. Men han er tømrer og hjælper mig gratis med drengene, og de er vilde med at træne hos ham«.
Der er afgang til thaiboksning i Valby hos Nick. Nick har sit eget træningscenter, som hedder Fightworld, men han træner drengene gratis for at hjælpe. Der er ikke kommunalt tilskud til at hente og køre drengene, så Nick, Subhi og Stefan, der er medhjælper i klubben, kører i deres egne biler. Subhi tjener 22.000 om måneden. Han klager ikke.
»Jeg er så heldig, at jeg får penge for det, jeg har mest lyst til at lave. Min familie er ret træt en gang i mellem, for det tager al min tid«. En af drengene har forlagt sit tøj. Han får en skideballe og henter det.
»Nå, din lille grimme somalier, så kører vi«, siger Subhi og tager den 14-årige dreng om skulderen.
Ud med hashen
Drengene kommer fra tre forskellige sociale boligbyggerier. Tåstrupgård, Gadehavegård og Charlotteager.
Men de er sammen i klubben og til træning.
»Der er så meget med: Vi er fra Tåstrupgård, og vi styrer, vi er fra Charlotteager, og vi styrer, vi er fra Gadehavegård, og vi styrer. Fordi de kommer fra forskellige boligkvarterer tæt på hinanden, er de potentielle fjender. Men de fleste er fjender, fordi generationen før dem var fjender. Der er så meget nedarvet ghettohad. Tåstrupgård og Gadehavegård har altid været modstandere. Hvorfor? Ingen aner det. Det er det nedarvede had, vi skal fjerne, før de unge bliver 18 og 19 år, og når de går til fodbold, thaiboksning og kommer i klubben sammen, forsvinder fjendskabet. For de er ens«.
For bare et halvt år siden udførte nogle af de små tjenester for de store. De holdt vagt, solgte hash og gemte våben. Når de gik i kvarteret, skræmte de beboerne. De er ikke ude af farezonen, men på vej væk, og når først de står i shorts og T-shirts, ligner de en parodi på en bande.
Her er intet at være bange for. Ingen sixpack, men bare tynde ben og blege overarme.
Flere er i så dårlig form, at de må holde pause efter et kvarters træning. To af de store må ud at brække sig, og to af de mindre kan ikke helt holde det tempo, som Subhi gerne vil have, de skal holde.
KAPITEL 1 Subhi viser vejen væk fra banderne
Hans øjne lyner, hans fjæs krøller, og hans stemme brøler med en urkraft som en middelalderhær på vej over slagmarken. Da en af drengene snubler, tager han fat i kraven på ham, vender ham i luften og rejser ham, så drengen er klar til kamp. Den var ikke gået på Bernadotteskolen. Til sidst løber de alle rundt i salen, mens Subhi kommanderer.
»Hvis I snakker, får I to minutter mere! Kom så! Løb! Hashen skal ud af kroppen! Ud af kroppen med al den hash! I er for sløve! I snakker! To minutter mere! Hashen skal ud af kroppen«.
Det sølle bandeliv
Udenfor sidder en fra den kriminelle del af miljøet og ser på.
Han er i for dårlig form til at være med; han er 20 år, og hans liv er elendigt. Han var tyk som lille; han har gået på for mange skoler, men har aldrig rigtigt kunne følge med. Nu sidder han her på kontanthjælp og hashsnøvler.
»Min mor og far er gode nok og har virkelig gjort, hvad de kunne. Men når man bliver ved med at skuffe dem, er det lettere at erstatte dem med livet på gaden. Gaden er blevet min familie, men livet på gaden er usselt. Det er hash, og det er stoffer, og det er kontanthjælp«, siger han.
Han er ikke ude af kriminalitet. Tværtimod.
»U-turn er mit helle. Jeg skal ikke tænke på politiet og ikke tænke på, om jeg møder nogen, der ikke vil mig det godt, eller om de har pistoler med. Når jeg er der, fortæller jeg de små, at de ikke skal blive som mig. At det ikke er sejt. Subhi hjælper og lytter, og han tager hver enkelt alvorligt. Han dømmer ikke, men behandler os som mennesker, og han gør alt for at skaffe dig et arbejde. Hvorfor bliver der intet stjålet i hans klub? Fordi han er en bror«.
At Subhi tillader bandemedlemmer, har været brugt som argument mod klubben.
KAPITEL 2
Kager, flag og lys: Bayram holder fødselsdag for første gang i fire årSubhi køber ikke argumentet.
»De er også mennesker, der har brug for hjælp, og mange af dem valgte ikke det liv, de har. Jeg siger til dem: Du er velkommen – om du er La Raza eller fra andre grupperinger – men det her er ikke en bandeklub, og det bliver aldrig en bandeklub. Det er en klub, hvor du kan finde dig selv og vende dit liv om. Det kan godt være, du er gangster, men du er aldrig gangster her. Her skal du fortælle de små, at de ikke skal blive som dig. At de skal tage deres 9. klasse. Hvis du vil det, er du velkommen. Hvis ikke, så ses vi en anden gang, min ven«.
Selvmordstruet
I klubben er drengene stærkt påvirkede af et drama, der indtraf for nylig, da en af deres venner blev tvangsfjernet.
En etnisk dansk dreng på 13 år. Han boede hos sin mor, og i tre år havde han ikke gået i skole. Kommunen mente, det var bedst, hvis han blev tvangsfjernet, og problemet var akut.
To sagsbehandlere og seks betjente rykkede ud, men drengene, hvoraf flere har meget stærke negative følelser imod opholdssteder, stimlede sammen ved den opgang, hvor drengen opholdt sig hos sin mormor. De ville forhindre politiet i at tvangsfjerne ham, og drengen var så desperat, at han havde stillet sig ud på altanen og truede med at springe, hvis politiet trængte ind.
»Jeg vil kun tale med Subhi«, skreg han, og politiet turde ikke gå ind. Sagsbehandleren ringede til Subhi, der kom omkring 10 minutter efter. Her er hans version af hvad der skete:
»Da jeg kommer, siger jeg til drengene, at de skal respektere politiets arbejde. Vi skal sige farvel til ham på en god måde. Jeg går op til lejligheden, og politimanden siger: Han vil kun snakke med dig. Da jeg kommer ind, står han på altankanten.
»Subhi. Jeg begår selvmord, hvis de fjerner mig. Jeg vil ikke væk. Jeg elsker min mor, siger han. Jeg siger, at han er nødt til at komme væk, men at vi nok skal arbejde på at få ham et godt sted hen. Politiet siger, at jeg bare skal få ham ind i stuen, så vil de trække ham ud. Jeg siger nej. Han skal ud på en ordentlig måde. Jeg får ham ned fra kanten og taler med ham i et kvarter. Han græder, og jeg holder om ham. Hjælp mig, hjælp mig, siger han«.
»Han beder om fem minutter til at vaske sit ansigt og pakke sit tøj. Så ringer jeg til drengene dernede og siger, at de skal stille op i kø, så de kan sige farvel på en god måde. Da vi kommer ned, er politiet der, moderen er der, drengene er der, og alle drengene begynder at græde, og drengen begynder selv at græde. Så spørger politiet mig, om jeg vil med derhen, hvor han skal anbringes, og jeg siger ja. Men det viser sig at være et ungdomsfængsel. Han er kun 13 år, men skal sidde med nogle, der er 17 år«.
»Han er ikke fængslet. Han er tvangsfjernet. Det gjorde drengene meget vrede. Jeg har forklaret, at det nok skal gå, og nu går det bedre. Pædagogerne er meget fine, men jeg synes stadig, det er et problem, at han kun er tvangsfjernet og alligevel skal sidde med store drenge i ungdomsfængsel i to måneder«.
Vold
Ud på eftermiddagen ringer telefonen.
En dreng vil møde Subhi. Drengen er tiltalt for vold mod tjenestemand i funktion. De aftaler at mødes senere. Drengen kommer klokken seks om aftenen, hvor Subhi sidder i boligbestyrelsesmøde. Subhi afbryder mødet.
»Hvad har du lavet?«.
»De siger, at jeg spyttede en DSB-mand i hovedet på Hovedbanegården. De siger også, at jeg sparkede ham ... Og at de har det på overvågningskamera«.
»Gjorde du det?«.
»Jeg kan ikke huske det. De siger, at jeg står til at få en plet på min straffeattest«.
»Har du en advokat?«.
»Nej«.
»Jeg skaffer dig en«.
Hash
Flere af de store i klubben har alvorlige hashproblemer.
De snøvler og siger selv, at deres hjerner har taget skade. De mindre er i farezonen. Forleden kom en af dem på 14 år duknakket hen til Subhi. Han skyldte et mindre beløb for hash og havde ikke beløbet. Subhi gav ham pengene og en kæmpe skideballe.
»Det beløb kan hurtigt blive fordoblet og tredoblet på en enkelt dag. Jeg sagde også til ham, at han aldrig måtte købe hash igen. Jeg sagde det på en hård måde, men også på en kærlig måde. Nu har jeg taget fat i hans familie«. Men der er andre i farezonen. Klokken 10 denne aften gik Subhi hjem fra klubben, men stødte ind i to af dem på 14 år, der sad og røg hash. Han tog fat i dem, hev dem med ned i klubben og ringede til deres forældre: »Så sad vi i klubben til klokken 12. Nu tror jeg ikke, de ryger igen«.
Hår
Næste morgen kører han med seks drenge gennem byen. Den arabiske musik spiller, og humøret er højt.
De skal til frisøren. De skal se godt ud. Det er vigtigt at se godt ud.
En 18-årig dansk dreng med aner i Afrika, der i går stod til thaiboksning og dvælede længe ved sit eget muskuløse spejlbillede, har aldrig haft forældre og er endt på gaden. Nu er han bandemedlem. Skiftevis sej i sproget og genert. Han har allerede høje tindinger, og det piner ham.
»Du skal give ham de bedste afrokrøller, du kan«, siger Subhi til frisøren, der ifølge Subhi er landet bedste til afrikansk hår. Vi kører til en araberfrisør på Nørrebrogade, og han sender drengene ned. En efter en: »Det er vigtigt for deres selvtillid. De skal se ordentlige ud«.
Lidt senere sætter han sig ud i sin bil. I bakspejlet kan han se, at et enkelt af hans egne hår sidder forkert. Han retter på det.
fortsæt med at læse
