»Jalla, jalla, chabab« betyder »kom nu, brødre«, og når man efter et par dage i selskab med Shubi Hassan ender med at sidde i en bil med to tidligere bandemedlemmer, et par rødder, der er smidt ud af skolen, og en ung snøvlende mand, som er halvbedøvet af morgenhash, mens de alle sammen råber »jalla, jalla, onkel Olav«, kan det måske være berettiget at spørge, om den journalistiske integritet er ved at være lidt flosset i kanterne.
Det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Grønøjede, muskelsvulmende Subhi Hassan på 32 år, 178 centimeter og 102 kilo er ikke nogen normal journalistisk opgave.
Han er et speedsnakkende, solariebrunt kraftværk af en mand, som er så glad for sin krop, sit hår, sit tøj, sit spejlbillede, sin familie, sine drenge, sine omgivelser og sit nye kald i livet med at frelse gadens unge fra at blive, som han selv var engang, at det er så meget for meget, at det ikke er til at stå for.
Man er nødt til at køre med. Også når han parkerer midt på Nørrebrogades fortov for at spise shawarma i en halv times tid, bliver stoppet af politiet ved Blågårds Plads for at køre gennem busslusen eller stiller bilen ude på Skindergade for at gå på café.
Her finder man så sig selv indhyllet i parfumerede røgtåger med en vandpibe i munden og omgivet af fem drenge, der er ved at flække af grin.
»Jalla, jalla, onkel Olav«, råber Subhi Hassan og de andre i kor, når man siger farvel for at få en lille pause fra røgtågerne og den arabiske musik.
»Jalla, jalla«.
Subhi Hassan er statsløs palæstinenser og kom til Danmark, da han var 12 år. Han blev sin families sorte får og fandt selvtillid i sine mange kræfter.
»Jeg var stærk, jeg var god til at slås, jeg var god til at nakke dem, der var ældre end mig, og alle syntes, jeg var sej. Jeg blev smidt fra skole til skole, men mit ry voksede hver gang. Subhi er blevet smidt ud af skolen! Han er sindssyg, han er sej, han er gangster! Det var den rolle, jeg fik, og jeg kunne lide den, for jeg var god til den«.
Han voksede op i Taastrup, og uden at være en del af bandemiljøets inderkreds blev han en del af den kriminelle indvandrerverdens mørke puls. En kendt figur med stor gennemslagskraft, som levede en stor del af sit ungdomsliv i et grænseland, hvor han til tider var kriminel og til tider positiv rollemodel.
Han havde fast arbejde som filmoperatør og fik en stor rolle i Anette K. Olesens film ’1:1’, hvor han nærmest skulle spille sig selv som indvandrerdrengen, der ønsker at forandre sig.
Men han har også tilbragt seks måneder i fængsel, han har før i tiden taget anabolske steroider for at blive større, og bedømt på en normal etisk og moralsk skala er Subhi en mand med mange fejl i sin karakterbog. Mangel på selvtillid er dog ikke en af dem.
»Jeg er en god rollemodel, fordi jeg ser ud, som jeg gør, fordi jeg er stærk, fordi jeg spiser godt, fordi jeg har den personlighed, jeg har, fordi jeg har den fortid, jeg har. Jeg har en god fortid og en dårlig fortid og en gangsterfortid. En fortid som ham, der sloges mod nogle af de sejeste i Taastrup og vandt. Jeg er loyal, jeg hjælper alle, der har brug for hjælp, og jeg har det navn, jeg har. Alle kender Subhi. Jeg hjælper rigtigt. Derfor ser drengene op til mig«, siger Subhi Hassan.
Intet sejt ved fængslet
Siden 19-årige Osman Nuri Dogan blev dræbt ved et ’drive by’-skyderi i august 2008 på Ruten i Tingbjerg, er bandekrigen blusset op med så jævne mellemrum, at ingen har styr på, hvornår der er fred, hvornår der er våbenhvile, og hvornår der er krig.
Selv om antallet af bandemedlemmer er faldet lidt til omkring 1.700, kalder politiet inderkredsene for mere »skruppelløse«.
De skyder dagligt på hinanden, og 2013 har været uhørt blodig. Foreløbig to forældrepar har måttet begrave deres sønner i et år, hvor der efterhånden synes at være lige så mange bander, som der er bydele i København. Værebro, Hundige, Skovlunde, Herlev, Tingbjerg, Frederiksberg, Nørrebro, Taastrup, Ishøj.
Alle steder har de problemet inde på livet. Det eneste, man med sikkerhed kan slå fast, er, at blod avler blod, at gamle grupperinger som Hells Angels, Bandidos, Black Cobra, Bloodz, AK 81 og Blågårds Plads stadig lever, at nye som Brothas og la Raza har etableret sig, og at de sidste, der sværger at stå sammen, til døden dem skiller, hedder BGP Loyal To Familia.
Banden er en sammensmeltning af banden ved Blågårds Plads og de mere løse grupperinger i Tingbjerg, Skovlunde og Kokkedal, og det er dem, som i øjeblikket er ude i et opgør med VHK, som står for Værebros Hårde Kerne.
I det opgør er det tilsyneladende øje for øje, tand for tand og liv for liv, og 20 år efter at man begyndte at tale om, hvor vigtigt det var at få fat i de små brødre, inden de blev som de store, har nye generationer stillet sig forrest i bandekrigens frontlinje eller sat sig ind bag rattet i biler, hvorfra de skyder vildt omkring sig.
Overalt er nye små brødre i risiko for at blive indhentet af en verden, hvor ondt er godt og rigtigt er forkert, og når drengene tager de første skridt i den forkerte retning og accepterer, at de for at overleve i banden må indordne sig under bandens love, bliver deres indre moralske kompas slået ud af kurs.
De vil aldrig med sikkerhed kunne sige, hvad der er rigtigt og forkert, og hvis de forsøger at melde sig ud, vil de føle sig jaget af deres egen tvivl og af dem, de har undsagt.
De færreste kender denne verden bedre end Subhi Hassan, men først, da han for knap tre år siden blev løsladt fra fængslet, traf han sin beslutning om endelig at vælge livet som rollemodel frem for at fortsætte som kriminel.
»Mange siger, det er sejt at sidde i fængsel. Jeg synes, mit liv forsvandt. De fire måneder var som ti år. Man bliver grim, man bliver slap, man spiser dårligt. Og tænk, hvis min mor døde, mens jeg sad inde. Eller mine søskende. Jeg ville aldrig tilgive mig selv. Jeg ved, jeg har noget, andre ikke har. Jeg har en speciel personlighed, som mange ser op til. Jeg kan være god, jeg kan være ond, jeg kan være sjov, jeg kan være sød, men jeg ville ikke bruge det, jeg kan, på at sidde i fængsel. Derfor traf jeg et valg om at bruge min personlighed på det, jeg gør nu«.
Positiv effekt
Den eksplosive karisma er indiskutabel og bliver nemmere at sluge, eftersom mange i Høje-Taastrup anerkender viljen til forandring.
Subhi er hovedkraften bag det arbejde, der gøres i klubben U-turn, som ligger i centrum af Taastrup. Klientellet er drenge fra de to boligbyggerier Taastrupgård og Gadehavegård og så Charlotteager, der ligger tæt på i Hedehusene.
Alle tre beboelser er på regeringens ghettoliste, og ingen andre bydele i København har så mange ghettoer så tæt placeret på hinanden.
»U-turn når en målgruppe, som man har svært ved at aktivere og svært ved at bringe ud af en negativ tendens og negativ tankegang. Vores opfattelse er, at de har god kontakt med de unge«, siger vicepolitikommissær Thomas Ravn fra Vestegnens Politi. Han kender udmærket Subhi Hassan og ser med »naturlig skepsis« på klublederens fortid. Men tillid avler tillid.
»Det er jo ikke sådan, at man bare siger: Nå, hej Subhi, for fanden. Hvor er det godt, at du har set lyset, og så accepterer man alt fra den ene dag til den anden. Men han skal jo have lov til at vinde vores tillid, ligesom han skal have tillid til os. Og den tillid er til stede. Han har gode intentioner, og i den tid, der er gået, er tilliden blevet større. Det er essensen af det«.
Også kommunens konservative borgmester, Michael Ziegler, har lagt mærke til klubben og Subhi Hassan: »Baseret på de møder, jeg har haft med ham, virker han utrolig engageret og som en mand med et godt tag i drengene«.
Intet bliver stjålet
Subhi er hjælpsom. Engang hjalp han bare de forkerte. Nu henter han Politikens udsendte på stationen, fordi det er koldt og vådt, og næppe er vi kørt ind på Gadehavegårds parkeringsplads, før to midaldrende kvinder råber ham an.
»Subhi. Kom lige«, råber de. Det regner, og de har købt nye vinduesviskere til deres bil, men kan ikke finde ud af at sætte dem på. Det kan Subhi heller ikke, men han speedsnakker og charmer, mens kvinderne kvidrer.
»Om to minutter kommer en af drengene«, siger han.
Vi går ned ad en skummel kældertrappe, videre ad en skummel kældergang og åbner døren til endnu en af de klubber, der ligger i alle ghettoer, og som normalt ligner Jerusalems ødelæggelse, fordi de har været lukket, genåbnet, nedbrændt, genåbnet, bestjålet, genåbnet og så udsat for hærværk, fordi det hele alligevel er kommunens skyld.
Nøjagtig som det tilsyneladende er tilfældet i Albertslund for tiden, hvor de unge har brændt en klub ned i raseri over, at den er blevet lukket.
Men herinde har Subhis far malet væggene uden at få noget for det, Subhi har selv sat den i stand, der er fladskærme på tre vægge, computere på bordene, orden i køkkenet, og selv om de langhårede væg-til-væg-tæpper ikke aspirerer til en fotoreportage i Bo Bedre, så er de rare at gå på.
Desuden er de rene, for alle skal tage skoene af, når de kommer ind, og hvis de ikke gør det, bliver skoene smidt ud. Selv om der er værdier for omkring 80.000 kroner, er intet blevet stjålet, siden klubben åbnede i august med støtte fra boligforeningen og kommunen.
»Stefan!! Der står to damer oppe på parkeringspladsen og kan ikke finde ud af at sætte deres vinduesviskere på. Gå op og hjælp dem«, kommanderer han. Subhi kommanderer i det hele taget en del, men Stefan, der er 26 år og Subhis bedste ven, tager det ikke ilde op.
For et år siden hjalp Subhi ham med at komme ud af bandemiljøet, og nu har Subhi fået Stefan ansat som medhjælper i klubben, der huser drenge og unge mænd fra 12 til 27 år, hvoraf nogle flirter kraftigt med banderne i området og andre er medlemmer.
»Også de hårde er velkomne til at få hjælp, men de skal følge reglerne. Reglerne er, at man må snakke arbejde, sport, skole og alt muligt, der giver mening, men man må ikke snakke om bander, man må ikke snakke om kriminalitet, og man må ikke snakke grimt. I de her klubber snakker de store altid grimt til de små. Det må de ikke. Alle skal være lige, og alle skal respektere hinanden«.
»De store skal være rollemodeller, og hver aften mellem 18 og 20 skal fem af de store gå rundt i kvarteret og hjælpe beboerne og skabe tryghed. Det kan godt være, nogle af dem er bandemedlemmer, men der står ’storebroder’ på deres trøjer, når de arbejder for mig. Jeg er selv bodybuilder og har lavet træningsprogram og kostprogram med dem. Vi har fodbold, styrketræning, thaiboksning. Ikke for at de skal blive bedre til at gå ud og slås på gaden. Men fordi selvtilliden kommer af at være stærk, se godt ud, være pæn. Mange ryger hash, og det skal de ud af«, siger Subhi, hvis allervigtigste regel er, at han ikke vil have racisme i klubben, som har flest indvandrerdrenge, men også en række etnisk danske drenge som medlemmer.
»Vi indvandrere har meget racisme indbyrdes. Tyrkere kan ikke lide kurdere, og kurdere kan ikke lide tyrkere. Libanesere kan ikke lide palæstinensere, og palæstinensere kan ikke lide libanesere. Afghanere kan ikke lide pakistanere, og pakistanere kan ikke lide afghanere. Tyrkere kan ikke lide arabere, og arabere kan ikke lide tyrkere. Det må vi ikke have her. Hvis vi har den indstilling, kan vi aldrig komme overens med danskerne, selv om vi bor i deres land. Vi er nødt til at gå ud og vise, at vi kan med alle! Vi skal ikke sige: Du er muslim! Du er ikke muslim! Du er perker! Du er dansker! Aldrig her. Vi er mennesker. Det har jeg sagt til alle«.
Et hav af sagsbehandlere
Subhi kan godt synes, at kommunen er sløve til virkelig at hjælpe drengene, og der kommer ild ud af munden på ham, når han taler om de helt ufatteligt mange penge, der går til spilde på at sende drengene til alle mulige dyre opholdssteder i landet, når det, der hjælper, er en praktikplads.
Når han bliver rigtig varm, taler han om et system, hvor et hav af sagsbehandlere og pædagoger er nødt til at fastholde de kriminelle i kriminalitet, for ellers ville de selv blive arbejdsløse. Men han gider ikke høre alt muligt vrøvl om, at Danmark er et racistisk land, der ikke vil give indvandrere nogen chancer.
»Danmark har givet mig noget, som jeg aldrig har fået andre steder. Tryghed, min familie ved siden af mig, gode vilkår. Jeg er sund, jeg er stærk, jeg ser godt ud. Sådan ville jeg aldrig have set ud, hvis jeg var blevet i Libanon. Jeg er palæstinenser fra Libanon, og vi er arabere ligesom libaneserne, men vi er aldrig blevet behandlet halvt så godt i Libanon, som vi er blevet her. I Libanon har vi ingen rettigheder, vi må ikke eje noget for staten, og vi bekriger kun hinanden. Derfor siger jeg til alle her: Vågn op. Danmark har givet jer så meget«.
Hver fredag aften klokken 22.00 samler Subhi Hassan også mellem 70 og 100 drenge for at spille fodbold i Gadehavegårdhallen. Det styrker fællesskabet, og når der er fodbold om fredagen, er der ingen, der hænger på gadehjørnerne mellem 22.00 og 02.00 om natten.
Opgør med bestyrelsen
For et par år siden havde en række beboere på fornemmelsen, at nogle mennesker med en streng fortolkning af islam ville tage den politiske magt i ghettoen. Der skulle ansættes nye frivillige pædagoger i klubben, og Subhi ville gerne ansættes.
Men boligforeningen valgte nogle, der ikke havde nogen kriminel fortid, og som ifølge Subhi var »pæne i tøjet, veluddannede og bedre til at tale dansk end mig«.
»Jeg advarede mod dem, men bestyrelsen lyttede ikke«.
De nye pædagoger indførte nye regler i klubben. Det blev forbudt for de unge at spille musik, de måtte ikke se fjernsyn, og de danske drenge i området måtte ikke komme der. Hvad den nye bestyrelse egentlig ville, ved ingen præcist i dag. Men beboerne var bange, og Lars Prier, der er viceborgmester i Høje-Taastrup Kommune for Dansk Folkeparti, fik rigtig mange henvendelser fra nervøse beboere.
»Der var også rigtig mange ikke etnisk danske, der var trætte af det, der skete, for der var tale om radikaliseringstendenser«, siger Lars Prier.
Adskillige kræfter forsøgte at komme af med den nye bestyrelse. Det gjorde drengene også, men på den forkerte måde. De begyndte at sætte ild til opgange, containere og børnehaver, og Subhi indkaldte alle mellem 17 og 22 år i Gadehavegård til møde.
»De var vrede på dem, der havde overtaget klubben. Men jeg sagde: Jeg kan godt forstå I er sure, men stop brandene. Hvis bestyrelsen skal væk, skal det ikke være på den måde. Tænk, hvis der går ild i en opgang, og nogen dør, så kan I blive tiltalt for mord, og så bliver I smidt ud af Danmark. Hvis I brænder en børnehave, så brænder I statens ejendom, og det er terrorisme. Så kan I blive smidt ud. Dem, der ikke er danske statsborgere, har meget stor respekt for det med at blive udvist fra Danmark. Jeg sagde til dem, at det her er Danmark, og i Danmark kan man klage, hvis man er utilfreds. I kan gå ud og samle underskrifter. Hvis 25 procent af beboerne i ejendommen ønsker det, kan der blive indkaldt til ny generalforsamling. Gør det. Det er sejt. Det er gangster! Så stoppede de med at brænde containere af og gik ud og samlede underskrifter. Vi gik en dansker og en indvandrer sammen, så der aldrig blev sprogproblemer, og vi fik 250 underskifter på to dage. Det lykkedes at få dem skiftet ud. Jeg gik fra gadekrig til ordkrig, men det er en krig, jeg kan være stolt af hele mit liv, for det var godt for samfundet«, siger Subhi, der er muslim og stolt af det.
»En rigtig muslim er ydmyg over for andre mennesker og respekterer andre religioner. Det var ikke deres tro, der var noget galt med. Men de fortolkede den efter min opfattelse for strengt«.
Ro på drengene
Subhi ønsker ikke selv at fordømme den tidligere bestyrelse eller andre, der fortolker islam anderledes, end han selv gør. Men Petina Larsen, som var medlem af den gamle boligbestyrelse i Gadehavegård og også er medlem af den nye, siger:
»Han havde gjort opmærksom på, at de kørte tingene på en for stram måde. Vi var i tvivl, om det var sandt, men det viste sig at være sandt. De hjernevaskede børnene til at bygge et had op mod os danskere, og det var jo ikke derfor, vi havde givet dem klubben. Vi satte os nogle stykker sammen og ville have lukket den. Vi gik sammen både danskere og udlændinge for at få væltet dem, og det fik vi gjort. Subhi betød meget i den kamp. Nu er vi en blandet bestyrelse, og det går godt«, siger Petina Larsen, der ser Subhis fortid som et aktiv.
»Han fik i den grad ro på drengene, og han gør en stor indsats dernede. Han har fået fat i nogle af dem, der rigtig lavede ballade, og han hjælper dem i både den ene og den anden ende. Jeg kan kun rose ham. Han har jo selv prøvet alt muligt og er kommet på ret køl. Han er virkelig gået fra det ene til det andet. Fra det dårlige til det rigtig rigtig gode«.
Daniel på 19 år var en af dem, der var på vej ud i noget, han ikke skulle ud i. Helt ude af farezonen er han ikke, men han er på vej tilbage til Normaldanmark, og det gør hans mor, Susanne Frandsen, glad:
»Subhi kæmper for de drenge. Den ros skal han satme have. Den klub har fået mange af de skæve drenge på ret spor, og også min egen søn har han fået vendt. Han har betydet rigtig meget for Daniel. Daniel ved, at han kan stole på ham. Han lover ikke mere, end han kan holde, og han prøver at få Daniel ud af det skidt, han er ude i. Han har kontakt til Daniels advokat, og han kontakter mig, når der er noget med kommunen. »Ro på, ro på«, siger jeg en gang imellem til ham. For det er måske det eneste, han har at slås med. Jeg tror nok, han har lydhørhed i kommunen, men alting skal gå meget stærkt«, siger Susanne Frandsen.
Også fra viceborgmesteren i Høje-Taastrup, Lars Prier, er der medvind til klubben.
»Før var der radikaliseringstendenser og sådan noget i klubben. Det, jeg oplever nu, er, at dørene er på vid gab for alle børn uden hensyntagen til etnisk herkomst, og at det er nogle sunde, gode og fornuftige tiltag, der finder sted. Man gør meget for at inddrage alle. Jeg kender ikke Subhi Hassan, men det, jeg hører fra beboerne, er kun godt. Der er absolut sket en forbedring«.
Svære at håndtere
Det betyder ikke, at alt er godt. Nogle af de drenge, der går i klubben, er så svære at håndtere, at de ikke kan gå i normale klasser, og da de selv føler, at de bliver sat i specialklasser, hvor de intet lærer, nægter de at gå i skole.
Det betyder, at de intet laver, og at de er i overhængende fare for at blive soldater for nogle af banderne i kvarteret.
For banderne eksisterer. La Raza, som betyder racen og er opkaldt efter en mexicansk bande af samme navn, hører til i Taastrup, og når man kører forbi Taastrupgård, hænger et par af de hårde drenge i bebyggelsen ud ved indgangen til ghettoen. Her har en anden gruppering sat sit aftryk.
»Brothas stay loyal to grave«, står der med store bogstaver på en husfacade.
Det nedarvede had
Næsten overalt er det det samme problem.
I Hundige har nye generationer i Bloodz og Black Cobra arvet problemer fra de gamle, uden at de egentlig aner, hvorfor de gamle var uvenner. Konflikten har spredt sig til Køge, som i øjeblikket er ramt af bandeuroligheder, der har udspring i begivenheder, som fandt sted for mere end ti år siden.
Det samme er tilfældet med flere grupperinger rundt om i landet.
Subhi: »Her i Taastrup er der også meget nedarvet had. Men dybest set er de alle sammen ens. Mange af dem, der hader hinanden, er også gamle venner, og det er min opgave at få de nye generationer til at opgive det had, som de har arvet fra de gamle«.
Læs i morgen om Bayrams fødselsdag, som ikke var blevet fejret i tre år.
fortsæt med at læse
