Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det kan ikke være rigtig, at vi har drenge, som er født og opvokset i Danmark, som udtrykker decideret had mod deres eget land Kilde: politiken.tv / Peter Vintergaard

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi har skabt et parallelsamfund af unge mænd, der hader Danmark

Trods talrige ghettostrategier vokser danskerhadet blandt de unge mænd i udsatte boligområder. Skal udviklingen vendes, må nydanske familier låne penge af staten, så de har råd til at flytte ud blandt os andre, siger klubleder i Kokkedal Khaled Mustapha.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg burde egentlig være glad; politikerne har de seneste år investeret massivt i de udsatte boligområder. Der er brugt millioner af kroner på at forbedre de fysiske rammer, boligerne er blevet istandsat, fine nye træer er plantet, og der er gennemført energibesparelser og klimatilpasningsprojekter. Men den menneskelige og sociale udvikling herude er gået fuldstændig i stå, hvis ikke ligefrem forværret. Indvandrerbanderne står stærkere end nogensinde, hver tredje dreng bliver tabt af samfundet, og de unges had til Danmark stortrives. Det er dybt, dybt bekymrende, og jeg frygter for konsekvenserne for det danske samfund, hvis ikke politikerne omgående vågner op og gør noget drastisk«.

Opråbet kommer fra 40-årige Khaled Mustapha, der er pædagog og leder af Ungdomsklubben Kokkedal i Nordsjælland, hvor 25-30 unge fra Kokkedals ghettoområde har deres daglige gang. Kun ét af klubbens medlemmer er etnisk dansker, resten er efterkommere af indvandrere.

Der er massivt fokus på socialt udsatte boligområder i disse år. Det er ikke engang et år siden, Folketinget vedtog en stor bandeexitpakke, regeringen har netop lanceret en tryghedsindsats til ghettoområderne, og for få uger siden fremlagde regeringen en 11-punktsplan, der skal sætte ind over for ungdomskriminaliteten. Er vi ikke i fuld gang?

»Jeg vil gerne anerkende, at der er sket visse forbedringer. Ungdomskriminaliteten er samlet set faldet – også her i området. Men de mange initiativer med bl.a. exitstrategier for bandemedlemmer og zoneforbud er kun plastre på såret. Vi venter stadig på gennembruddet, der grundlæggende gør op med det parallelsamfund, der findes herude. Indtil det sker, vil indvandrerbander og religiøse radikale miljøer fortsat kapre medlemmer blandt de unge mænd, der vil blive endnu mere marginaliseret«.

Hvor slemt er det?

»Det er så slemt, at jeg nu jævnligt møder fædre, der hellere vil sende deres sønner tilbage til genopdragelse i Libanon – et land, der er på randen af borgerkrig, og som er proppet med syriske flygtninge – end lade dem vokse op i en dansk ghetto. De ser deres sønner være håbløst bagud i skolen, hvis de overhovedet kommer der, mange er smidt ud af fodboldklubben, fordi de ikke kunne indordne sig, og flere ender i bander, hvor deres destruktive adfærd bliver anerkendt. Her hænger de ud på gadehjørnerne, ryger hash, går med kniv og skydevåben og udviser truende adfærd. Det er amerikanske tilstande. Gangstermentaliteten hersker, og forældrene føler sig magtesløse og er dybt ulykkelige«.

Jeg ser ikke et reelt ønske blandt politikerne om at tage fat om nældens rod og få gjort noget ved det her problem én gang for alle

Men helt ærligt – er det ikke forældrenes egen skyld, at det er kommet så vidt?

»Der er ingen tvivl om, at forældrene har været fraværende over for de her drenge. De har ikke stillet krav til dem i hele deres opvækst, og de har ikke sat grænser for dem. Jeg er selv vokset op i Libanon. Vi var hele tiden ude på gaden, og jeg var altid oppe at slås. Vi var i krig mod nabogaderne og kom altid blødende hjem. Det var helt normalt – sådan var det bare at være dreng i Libanon. Men i en dansk kontekst er den adfærd totalt uacceptabel. Her betragtes slåskampe som vold, der kan ende med en fængselsstraf. Forældre med indvandrerbaggrund har simpelthen ikke forstået i tide, hvordan tingene foregår i Danmark, og hvis de først begynder at stille krav til deres sønner, når de fylder 12 år, er det desværre for sent«.

Hvad kan vi som samfund stille op?

»Først må vi spørge os selv og hinanden, om vi inderst inde ønsker at gøre noget ved det her problem. Hvis svaret helt oprigtigt er ja, så kræver det, at vi finder de milliarder, det koster at ændre beboersammensætningen radikalt. For det er kun sådan, vi kan komme videre. De her drenge har kun en fremtid, hvis de og deres familier fraflytter området, og etnisk danske og ressourcestærke borgere flytter ind. Mit løsningsforslag er, at staten laver en lille bank, hvor de mest udsatte familier kan tage et billigt lån, så de får råd til at flytte ud af ghettoen og købe et billigt hus i et velfungerende kvarter«.

En særlig bank for udsatte nydanskere?

»Ja, simpelthen. Mange af dem er i dag på overførselsindkomst og har ikke skyggen af chance for nogensinde selv at få råd til at købe et sted at bo uden for de belastede områder. Det bør staten hjælpe dem med ved at låne dem penge, så de kan komme videre. Det er først, når Muhammed bliver nabo med Thomas, at han lærer de danske normer og begynder at føle sig som en del af det store fællesskab«.

Der findes jo allerede i dag såkaldt fleksibel udlejning, der giver ressourcestærke mennesker fortrinsret til en bolig i socialt belastede boligområder. Er det ikke en start?

»Det er simpelthen ikke attraktivt. Jo, vi har nogle studerende, der giver det en chance, men de flytter herfra igen, så snart de kan. Resultatet er flere tomme boliger og højere husleje for dem, der bor her. Det holder jo ikke. Etniske danskere føler sig utrygge herude, og det forstår jeg godt. De kan jo ikke engang sætte sig ud på altanen og spise en flæskestegsmad eller sætte et dansk flag på bordet uden af risikere at blive antastet«.

Se, hvad de skriver på Facebook!

I Ungdomsklubben Kokkedal kommer de unge ved 15-tiden, og er der indtil klokken 21. Her kan de spille billard og bordfodbold og få en snak med Khaled Mustapha eller en af de andre voksne.

»Hver tredje dreng, der kommer her i klubben, har ikke de store chancer for at opnå noget i livet. De har problemer med at læse og skrive, og mange er ikke i nærheden af at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor laver de deres eget fællesskab, nærmest et broderskab, hvor det handler om at være stærk og sej og stå i modsætning til det danske samfund, som de ikke længere føler sig som en del af«.

Hvordan ser du det hos drengene?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg hører dem f.eks. sige, at de hader Danmark og danskerne. Og her taler vi altså om unge, der er født og opvokset i Danmark. Når jeg spørger dem, hvordan de kan hade personer, som de aldrig har mødt, svarer de, at danskerne er racister, der hader muslimer. »Se bare, hvad de skriver på Facebook« og »når de hader mig, så hader jeg også dem«, lyder deres svar typisk. Dette er – hvis du spørger mig – det danske samfunds største udfordring: At vi i dag har en gruppe af unge, som ikke føler, at de er en del af det danske samfund, og som i stedet for at blive medborgere er endt som modborgere. Jeg tror simpelthen ikke, vores samfund kan bære, hvis denne mentalitet fortsætter med at sprede sig de næste 10-20 år«.

Er det ikke netop en kommunal ungdomsklub som din egen, der skal sikre, at de unge kommer tilbage på sporet og lærer at holde af Danmark?

»Jo, og vi bruger ufattelig meget energi på det. Men vi kan ikke konkurrere med banderne. Vi kan måske tilbyde et lommepengeprojekt, men banderne kan tilbyde magt, beskyttelse og langt mere status og street credit. Husk på, at vi har at gøre med unge mænd, der gang på gang har følt, at det danske samfund har vendt dem ryggen, de fleste er blevet ekskluderet fra skolen, og de føler sig i udpræget grad som ofre. Det retfærdiggør i deres øjne, at de er vrede og ligeglade med Danmark«.

Har de en pointe – har skolen og samfundets øvrige institutioner svigtet dem?

»Nogle skoler giver helt sikkert op for hurtigt. Jeg er af og til stødt på lærere, der ligefrem glæder sig over, at de her drenge pjækker fra undervisningen eller bliver ekskluderet fra skolen, fordi de altid kommer op at slås og forstyrrer undervisningen. Men ved at ekskludere dem fortæller vi dem også, at folkeskolen ikke kan rumme dem, og vi stempler dem som nogle, der ikke hører hjemme i vores fællesskab«.

Men skolen kan jo ikke rumme dem …

»Nej, men derfor skal vi ikke bare opgive dem. I Canada har man f.eks. gode erfaringer med at inddrage drengenes fædre i klasseundervisningen. Mange af fædrene i mit område er på førtidspension, og det vil være helt legitimt at kræve af dem, at de er til stede i klasseværelset to gange om ugen, så de selv kan se deres sønners grænseoverskridende adfærd. Lige nu sidder mange fædre bare derhjemme og ryger vandpipe, ser arabisk tv og tror, at alt er godt. De vil helst undertrykke, at der er alle de her problemer«.

Hvor er ungdomspolitikerne?

Selv om politikerne de seneste år har haft blikket stift rettet mod socialt udsatte boligområder og lanceret stribevis af strategier, der skal bekæmpe kriminaliteten og øge trygheden blandt områdets borgere, mistænker Khaled Mustapha politikerne for med vilje at lade problemerne ulme.

»Jeg ser ikke et reelt ønske blandt politikerne om at tage fat om nældens rod og få gjort noget ved det her problem én gang for alle. Dels fordi det koster mange penge, dels fordi der er stemmer i at kunne skælde ud på indvandrere, og det er nu engang nemmest, når der er problemer med dem«.

Det er en hård anklage. Hvad bygger du det på?

»Det er de store partier – Venstre og Socialdemokraterne – der nu råber op om hårdere kurs over for indvandrere, men hvem er det lige, der de sidste ti år har siddet ved magten og haft muligheden for at skabe de grundlæggende forandringer? Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om de virkelig vil det her problem til livs. Hvis f.eks. Venstres udlændingeordfører, Martin Geertsen, virkelig ønsker, at integrationen skal lykkes, så kunne han jo melde sig som frivillig mentor for en flygtningefamilie eller arbejde for, at en familie fra ghettoen kan få råd til et hus i hans nabolag, så de kan bliver ordentlig integreret. Men han gider ikke at tage det ansvar – han vil bare pege fingre«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Politikernes job er at lovgive – vel ikke at løse alle integrationsproblemer selv …

»Politikere er også en del af civilsamfundet, og jeg mener sagtens, de kunne tage et større personligt ansvar for at løse de her problemer. Det gælder også ungdomspolitikere. I al den tid, jeg har været i det her område, har jeg ikke set skyggen af ungdomspolitiske organisationer, til trods for at området vrimler med unge foreningsløse og identitetsløse mennesker. Hvis DSU eller VU virkelig ville skabe en positiv forandring, så skulle de komme herud og få de unge drenge med i deres fællesskab. Men det gør ungdomspartierne ikke, og imens søger de unge imod radikale miljøer og indvandrerbander, hvor de kan samles om at hade Danmark«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden