Der står en stor, fed regnbue på den spanske østkyst. Den har det ene ben plantet i en sumpet lagune, det andet i, hvad der engang har været en turistenklave. Men efter de seneste årtiers økonomiske bølgedale, det ene finanskrak efter det andet og afslutningsvis den britiske udtrædelse af Den Europæiske Union står flertallet af de planlagte byggerier halvfærdige eller forladte. Matti Breschel kommer kørende gennem denne regnbue.
»Vi var lige ude og lede efter guldet«, siger han til mig, idet han klikker ud foran hotellet.
Han er på træningslejr med sit nye hold, Astana. Det er hans tredje hold på tre år. Med kasakhiske oliepenge i ryggen er kriser ikke noget, man mærker så meget til. Vi er lidt syd for Valencia i slutningen af november. Det er klassiske jagtmarker for hold på træningslejr. Jeg følger Matti ind i hotelrestauranten og til en god frokostbuffet, ved bordene sidder ryttere, massører og sportsdirektører i holdets uniformer, joggingtøjet. Jeg bliver usikker på, om jeg kan slå mig ned iblandt dem. Men Matti blinker til mig.
»Du ligner en væddeløber. Bare sæt dig«.
