Der dukkede en besynderlig association til skuespillets verden frem på politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensens (V) nethinde, da folketingsgruppen igen-igen lod debatten handle om samme tema. Politisk substans eller spændende ideer var der ikke just tale om. Nej, spørgsmålet var, hvordan folketingsgruppen skulle fordele de nye, friske 8,9 millioner kroner blandt samme folketingsgruppes medlemmer. Skulle de mon gå til de enkelte gruppemedlemmers sekretærstøtte? Til ledelsesfunktionerne? Til spin-arbejde? Til analysekraft eller noget helt femte?
I Ellemann-Jensens erindring havde stort set alle 34 gruppemedlemmer hver deres brillante ideer til, hvordan pengene skulle fordeles. Han kom i tanker om Jens Christian Hostrups gamle sangspil ved navn ’Gjenboerne’ fra 1844, hvor en scene ramte det store regeringspartis interne skærmydsler med stor træfsikkerhed. I skuespillet kan en flok studenter fra Regensen-kollegiet ikke blive enige om, hvordan pokker de nu skal bruge en ny sum penge, der er dukket op. Hostrup beskriver debatten sådan her:
»Nu saa kom, tag fat paa en frisk Debat! Nu er vor Generalforsamling sat. Kom med Raad, min Bror, for vor Kasses Flor! Den bliver alt for stor. Mønten os trykker. Naa lad gaa! Saa maa i Stykker vi den slaa. Nu saa kom! Tag fat paa en frisk Debat! Forsamlingen er sat«.
Venstres friske debat handlede om en ny pose penge til indkøb af »ekspertbistand«, som Folketingets partier bevilgede til sig selv i november. En forhandling, der fandt sted i ly af regeringsforhandlingerne. 52 millioner kroner blev der i alt afsat til fordeling mellem partierne efter størrelse. Der var tale om en stigning på 40 procent af de samlede midler til gruppestøtte til partierne. Forargede kritikere har kaldt det en unødvendige lokumsaftale eller det, der er værre. Andre vil kalde det et fornuftigt kompromis, der skal styrke partierne – og dermed demokratiet.
