»Der findes ikke en fælles oplevelse af virkeligheden. Vi kender os selv og virkeligheden gennem de historier, fiktioner og fantasier, vi fortæller om os selv. Og det er ikke originale fortællinger, vi komponerer ved at reflektere dybt over hele sandheden. De er ofte lånt fra tv, film, sociale medier og reklamer. Ubevidst – eller kun delvist bevidst«.
»Men jeg tror for så vidt på sandheden. En moralsk sandhed. Med udgangspunkt i, at individualitet er en illusion, at vi alle er en del af et større mysterium. Ikke en ting eller ingenting – det er det hele, og vi er alle en del af det. Jeg tror, den sandhed – vores moralske pligt over for virkeligheden – ofte er det, der får os til at løbe væk fra den«.
»Jeg har brugt flere år på at filme nogle af udøverne af massemord i Indonesien. Man ser dem prale i filmen, og folk tænker: ’Nå, de er stolte af, hvad de gjorde, de har ingen moral’. Men jeg indså efterhånden, at hver eneste af dem har brugt deres liv på at flygte fra en sky af skyld og skam, som fulgte dem overalt. De kunne løbe fra den det meste af tiden, men når de stoppede om natten, indhentede skylden dem og gav dem mareridt. Så hvad gør man, når man lever med den slags skyld? Man tager sine historier og minder og prøve at gøre dem gode og plausible. Og fordi de her folk aldrig er blevet fjernet fra magten, så har de nydt godt af selv at kunne skrive historien som sejrherrer. De tog deres rådne, mareridtsagtige handlinger og malede dem lyserøde. Det er i høj grad det, praleriet handler om. De forandrede deres virkelighed, så de kunne leve med sig selv«.
»Praleriet skaber en kultur og en situation, hvor de offentligt præsenterer en løgn – en moralsk løgn. Alt, hvad de gør, må nu være i forsvar for den løgn. Det inkluderer, at morderne, jeg filmede, gik til deres ofres familier og pinte dem – endnu en ond handling. Så du har den første onde handling, som var de oprindelige myrderier, og nu en ny ond handling. Og hvad er forbindelsen mellem de to handlinger? Ikke at morderne er umoralske, men faktisk det modsatte. De ved, at det, de gjorde, var forkert, og de er bange for skyldfølelsens smerte«.
