Vi får aldrig at vide, hvad der ville være sket, hvis Holger Hansen havde været i et mere irritabelt hjørne den pågældende sommerdag i 1973. Han havde titel af sekretær i Venstres folketingsgruppe og var på jagt efter en jurist til partigruppen, som havde fået lidt penge til at bygge sekretariat for.
Hansen havde kort forinden fået et tip fra en direktør i Landbrugsraadet, som for nylig havde haft en 25-årig ærkekøbenhavnsk cand.jur. til samtale om et job på Axelborg. Direktøren havde ganske vist vejet Claus Hjort Frederiksen og fundet ham for let til det job. Men alligevel fået sympati for den arbejdsløse akademiker.
Da han meddelte sit afslag, havde han samtidig spurgt, om Frederiksen ville have noget imod, at han nævnte hans navn hos vennerne i Venstres folketingsgruppe, hvor de også ledte efter en jurist. Claus Hjort Frederiksen var i politisk sammenhæng et ubeskrevet blad uden partibog, rødder i landbruget eller erfaring fra ungdomspolitisk arbejde.
Da telefonen nogle uger senere ringede, havde Hjort Frederiksen lykkeligt glemt sin nylige samtale med landbrugsdirektøren.
