Hvornår mister et offer retten til hjælp? Hvad skal der til for at aflyse vores medfølelse? Hvis den, der har mistet alt, selv er årsag til sin situation, bliver det så legitimt at lade ham eller hende bløde videre i mudderet? Skal de skyldige have en hjælpende hånd, når de havner på knæ? Aflyser konstateringen, at de selv var ude om det, alle moralske overvejelser?
Spørgsmålet om ofrenes skyld bliver stillet i dag, midt i Europas flygtningekrise, insinuerende og demagogisk, som et skamfuldt vidnesbyrd om vores moralske forvildelse. Ofrene for bombardementerne i Aleppo har vores sympati. Men når de bevæger sig op gennem Europa, mister de den. Hvad er der sket undervejs? Vi har frataget dem deres uskyld og i stedet insinueret, at der ligger mistænkelige motiver bag deres flugt. Først hvisker vi det. Så siger vi det højlydt.
Aldrig er spørgsmålet blevet stillet så stærkt som i efterspillet til Anden Verdenskrig, da tyskerne – efter at have forsøgt sig som verdenserobrere – vågnede op midt i en ruinmark. Fortjente indbyggerne i en nation, der levede midt i et selvforskyldt sammenbrud, nogen form for hjælp eller medfølelse?
Det er det store moralske spørgsmål i den unge svenske forfatter Stig Dagermans reportagebog ’Efterår i Tyskland’. I de sidste måneder af 1946, godt halvandet år efter det nationalsocialistiske rædselsregimes betingelsesløse kapitulation, rejste den kun 23-årige forfatter i flere måneder rundt i de tyske ruinbyer. Overalt mødte han hjemløse, udhungrede, fortvivlede mennesker. Hvor skyldige var de? Burde han føle medlidenhed med dem? Resten af verden sagde nej. Stig Dagerman sagde ja.
