26. august fyldte Mjølnerparken 30 år, og i al den tid Nørrebros smertensbarn har eksisteret, er der løbet to parallelle historier gennem det rødmalede betonbyggeri med de knap 2.000 beboere, hvor af 80 procent stammer fra ikkevestlige lande.
I den ene er der for mange overførselsindkomster og for lidt arbejde. For meget social kontrol og for lidt kvindefrigørelse, for meget blind profetdyrkelse og for lidt demokrati, og mere end noget andet er der for mange unge mænd, der sælger hash, går i krig og tror på øje for øje og tand for tand.
Her er barndomskammerater blevet dødsfjender, brunøjede drenge er blevet til brutale mænd, nævekampe er blevet til knivkampe, som er blevet til bandekrig med maskinpistoler. Her er det onde det gode, det forkerte er det rigtige, og for mange er blevet opdraget af kuede mødre og fraværende fædre, der med parabolen rettet mod Mekka har ligget på sofaen og taget deres krige fra Mellemøsten med til Danmark. Her er der ildspåsættelse og gruppeoverfald, og her bilder små brødre sig selv ind, at de er nødt til at følge de store, og at man skyder for at beskytte hinanden, familien, æren og Mjølnerparken.
Her sætter en ung mand sig ind i en bil. Han speeder op, fræser af sted og bremser hårdt op. Han er slank, sortklædt, rastløs, på tæerne og bevæbnet. Han siger ikke med hvad, bare at det er tilstrækkeligt til, »at jeg kan forsvare mig«.
