Da Arno Michaelis var ung, tæskede han jævnligt andre mennesker, så han bagefter ikke vidste, om de var levende eller døde. Mens han slog, var der noget inde i ham, der godt vidste, at det var forkert. Men det var en indre stemme, som han i syv år kunne overdøve med alkohol, aggressiv skinhead-musik og ved for sig selv at gentage den hadfyldte fortælling om en hvid race, der er under angreb og derfor er nødt til at slå igen.
I dag har den 46-årige mand for længst forladt den højreradikale skinhead-bevægelse og arbejder på at forsøge at opveje sine ulykker og overgreb, forklarer han. Det sker blandt andet ved at hjælpe unge ud af voldelige, radikaliserede miljøer. Også unge muslimer. Ved første øjekast kan det måske virke paradoksalt, at en muslim kan spejle sig i en gennemtatoveret tidligere nynazistisk leder, men det er en central erfaring, som Arno Michaelis har gjort sig:
