Er det virkelig nødvendigt at fortælle om socialismen? Hvem skal vi fortælle til? Vi var jo alle vidner til den. Ærligt talt, så blev jeg meget forbavset over, at De henvendte Dem til mig. Jeg er kommunist … medlem af nomenklaturaen … Vi får ikke lov at komme til orde mere … man lukker munden på os. Lenin er en bandit, og Stalin … Vi er alle forbrydere, selv om jeg ikke har en eneste dråbe blod på mine hænder. Men vi er blevet stemplet, alle som en …
Måske vil man om 50 eller 100 år skrive objektivt om vores liv, det liv som kaldtes socialisme. Uden tårer og uden forbandelser. Måske vil man begynde at udgrave det, ligesom det antikke Troja. Indtil for nylig måtte man slet ikke sige noget godt om socialismen. I Vesten forstod man efter Sovjetunionens sammenbrud, at de marxistiske ideer ikke var døde, men skulle videreudvikles. Ikke tilbedes. Hos dem var Marx ikke et idol, sådan som han var hos os. Her var han en helgen! Først forgudede vi ham, så forbandede vi ham. Kasserede alt. Videnskaben har også påført menneskeheden utallige ulykker. Men så lad os da udrydde alle forskere! Lad os forbande atombombens fædre, eller endnu bedre: Lad os begynde med dem, som opfandt krudtet! Lad os det … Har jeg da ikke ret? (Jeg når ikke at svare på hendes spørgsmål).
Det er godt … Det er godt, at De er taget fra Moskva og herud. Her er De kommet til Rusland, kan man sige. Når man går rundt i Moskva, kan man godt få det indtryk, at vi også er Europa: alle luksusbilerne, restauranterne … de skinnende gyldne kupler! Men De skal lytte til, hvad folk snakker om her hos os i provinsen … Rusland, det er ikke Moskva, Rusland, det er Samara, Togliatti, Tjeljabinsk … et tilfældigt provinshul … Hvad kan man lære om Rusland i Moskva-køkkenerne? Når de mødes med deres venner? Bla bla bla … Moskva er hovedstad i en anden stat, ikke i den, som ligger uden for ringvejen. Det er et turistparadis. Tro ikke på Moskva …
Når folk kommer ud til os, siger de straks: sovjetiske tilstande. Folk lever meget fattigt, selv efter russiske standarder. De rakker ned på de rige og er vrede på alle. Rakker ned på staten. De mener, at de er blevet snydt, for ingen havde sagt noget om, at der skulle komme kapitalisme, de troede, at man ville begynde at forbedre socialismen. Det liv som alle kendte. Det sovjetiske liv. Mens de gik til massemøder og skreg sig hæse: ‘Jeltsin! Jeltsin!’, blev de blanket af. De var ikke med, da virksomhederne og fabrikkerne blev delt ud. Og olie og gas – Guds gaver, som man siger. Men det er først nu, de har forstået det. I 1991 gik alle med i revolutionen. På barrikaderne. De ville have frihed, men hvad fik de? Jeltsins … banditrevolution … Min venindes søn blev næsten dræbt for sine socialistiske ideer. Ordet ’kommunist’ blev et skældsord. Det var knægte fra nabolaget, der næsten dræbte ham. Nogle han kendte. De sad udenfor og spillede guitar og snakkede. Nogen sagde: Snart går vi i samlet flok mod kommunisterne. Misjka Slutser – hans far arbejdede i vores distriktskomité – han var en belæst dreng, og han citerede så den engelske forfatter Chesterton for de andre: ’Et menneske uden utopi er meget mere uhyggeligt end et menneske uden næse …’. Og det fik dem til at sparke løs på ham, med sko … med støvler … ’Dit jødesvin! Hvem var det, der lavede revolutionen i 1917?’ Jeg kan huske den glød i folks øjne i begyndelsen af perestrojka, jeg vil aldrig glemme det. De var klar til at lynche kommunisterne, sende dem i lejr … I affaldscontainerne lå der bunker af Majakovskijs bøger, Gorkijs … Lenins værker blev smidt til genbrug … Jeg reddede dem … Ja! Værsgo! Jeg har ikke tænkt mig at benægte noget! Jeg skammer mig ikke over det! Jeg har ikke skiftet kulør, og jeg har ikke ladet mig male grå i stedet for rød. Sådan nogle mennesker findes: Hvis de ’røde’ kommer, tager de glade imod de ’røde’, hvis de ’hvide’ kommer, tager de glade imod de ’hvide’. Der blev foretaget nogle gevaldige kolbøtter: i går kommunist, i dag ultrademokrat. Jeg så med mine egne øjne ’ærlige’ kommunister blive forvandlet til troende ortodokse eller til liberale. Men jeg elsker og vil altid elske ordet kammerat, tovarisjtj. Det er et godt ord! Sovjetspade? Sig det aldrig! Sovjetmennesket var et godt menneske, som var villigt til at rejse over på den anden side af Uralbjergene og ud i ødemarken for ideens skyld, ikke for dollar. Ikke for fremmede grønne pengesedler. Vandkraftværket DneproGES, slaget ved Stalingrad, den første rejse i rummet – det var ham, der gjorde alt det. Sovjetspaden! Jeg kan stadigvæk godt lide at skrive USSR. Det var mit land, og nu bor jeg i et land, som ikke er mit. Det er et fremmed land, jeg bor i.
