Det er i disse dage 100 år siden, at bolsjevikkerne greb magten i Petrograd natten mellem 7. og 8. november og ændrede verdenshistoriens gang.
Var kuppet slået fejl, havde Kina ikke været en kommunistisk etpartistat i dag. Nato var aldrig blevet opfundet. Nordkorea ville ikke være delt. Vietnamkrigen ikke brudt ud. Syrien ikke en rygende ruinhob. Kort sagt: Intet i den verden, vi kender, ville være det samme. Alt ville være anderledes. Og det er svært at forestille sig, at det ville være gået værre. Ifølge ’Kommunismens Sorte Bog’ har den alene i Sovjetunionen kostet 20 millioner mennesker livet.
Så meget mere sjælsrystende er det at tænke på, at den russiske oktoberrevolution – der hedder sådan, fordi den fandt sted 25. og 26. oktober efter den julianske kalender – lige så godt kunne være slået fejl. Der var intet uafvendeligt over den. Faktisk er det noget nær utroligt, at den lykkedes. For der var så meget, der talte for, at den burde være gået galt.
For det første var Rusland helt ude af sync med Karl Marx’ teori om, hvornår et land var modent til en socialistisk revolution. Der manglede et veludviklet borgerskab, som udbyttede arbejderne. Og arbejderne selv manglede også, hvilket var et endnu større problem, for det var dem, proletariatets diktatur skulle bygge på.
