Hvis den danske regering til foråret kan krone et halvt år langt formandskab for Europarådet med en højtidelig ’København-erklæring’, vil meget af teksten være skrevet ned i et nedlagt kopirum i et hjørne af Justitsministeriet.
Her har en taskforce bestående af en lille håndfuld embedsmænd det seneste års tid arbejdet på højtryk for at bane vejen for nogle af de ønsker for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som den danske regering længe har talt om. Firkantet sagt er ønsket at bremse domstolens begrænsning af de enkelte medlemslandes råderum. Herhjemme har sagen primært været eksemplificeret ved, at en række kriminelle udlændinge ikke har kunnet udvises.
Efter en højprofileret konference på Kokkedal Slot for et par uger siden med internationale eksperter på stribe samt repræsentanter fra 39 lande er det i disse uger, at de danske embedsmænd i task forcen for alvor sætter sig til tasterne for at skrive et udkast til erklæringen. En erklæring, der i givet fald vil få betydning for omkring 800 millioner indbyggere i de i alt 47 lande, der er med i Europarådet.
Forud er gået et forløb, hvor ikke mindst leder af task forcen, Rasmus Kieffer-Kristensen, har rejst store dele af Europa tyndt for at fortælle om ambitionen med erklæringen. At komme som miniputland og ville pille ved det 70 år gamle menneskeretssystem glider nemlig ikke lige nemt ned alle steder.
