I tiden efter Anden Verdenskrig var det som udgangspunkt ikke rart at være tysker i Danmark.
Regnskabet skulle gøres op. Hvem havde omfavnet nazismen? Hvem afveg egentlig? Besættelsesmagten var besejret. Ransagelsen regerede. Og overalt i landet fik det konsekvenser for virksomheder, skoler og institutioner med tyskklingende navne, hvis de ikke kunne overbevise de nu igen selvbestemmende danske myndigheder om, at solidariteten reelt havde ligget her, nord for grænsen, da nazismen trængte sig på fra syd og lignede en tilstand, som kunne blive langvarig.
Tyske privatskoler blev lukket på stribe under det efterfølgende opgør. I Danmark formåede kun én at overleve: Sankt Petri Skole.
I dag ligger den tilbage som en fortælling om en tysksindet institution i hjertet af København, der fik lov at fortsætte med at undervise de danske og tyske elever i klasselokalerne efter besættelsestiden, fordi skolen formåede at forblive neutral. På trods af det tætte bånd til Tyskland og det pres, der kom fra regimet, kæmpede lærerne og ledelsen for at afværge, at nazismen kom inden for skolens århundreder gamle mure. Sådan har historien om Sankt Petri Skole lydt i årtier. Sådan er den blevet fremhævet og fortalt. Igen og igen.
