Der var ingen grøn dug på bordet, da innovationsminister Sophie Løhde onsdag indbød pressen i Finansministeriets rentekammersal. Men det burde der måske have været, for der er meget på spil for 34-årige Sophie Løhde.
Som den øverste arbejdsgiver i staten har hun et ansvar for, at de kuldsejlede overenskomstforhandlinger mellem offentligt ansatte og deres arbejdsgivere ikke ender i en historisk storkonflikt. En risiko, der virkede tættere på, efter Løhde onsdag indledte en række lockout-varsler for de offentligt ansatte. Sker det, vil aflyste skoletimer og stillestående tog efterlade en grim plet på hendes ellers stringente cv.
Hun er den første til at bære titlen ’minister for offentlig innovation’. Med den er hun blevet kastet i spidsen for nogle af regeringens helt store projekter. Hun skal sørge for, at udflytningen af statslige arbejdspladser forløber uden problemer, og hun skal gøre politikerfloskler om mindre bureaukrati og færre regler til konkret virkelighed i en reform af den offentlige sektor. Hun har ansvaret for at sikre nytænkning i et finansministerium styret af regnemodeller og skal bevise, at der er god grund til, at regeringen også tæller en innovationsminister.
Rundt omkring (og på) Slotsholmen bliver der holdt godt øje med, hvordan hun klarer begge de store opgaver. Hvis hun består med glans, spår flere kilder hende gode chancer for en højtplaceret rolle i fremtidens Venstre.
