Overenskomsten, der er indgået på det kommunale område, indeholder kompromiser, men det betyder, at forhandlerne har et fælles ejerskab.
Det mener Michael Ziegler, der er topforhandler for de kommunale arbejdsgivere.
»Set med mine øjne kunne det selvfølgelig godt have været lidt billigere, men når man først har indgået sådan et kompromis, så ender man i virkeligheden med at tage et ret stort ejerskab til alle dele af det«.
»Det er i hvert fald min erfaring, at man tit kommer til at kunne lide det fulde dokument, siger Ziegler, efter at han sammen med sin modpart - Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening - lørdag klokken 13.30 underskrev aftalen«.
Han suppleres af Bondo, der i kraft af sin position som formand for Forhandlingsfællesskabet (FF) har været chefforhandler for de kommunale lønmodtagere:
»Det er kernen i den danske model. Det er derfor, det danske arbejdsmarked fungerer - for når man har skrevet under på en aftale, så står man ved den, og så tager man det fælles ansvar«, siger han.
ritzau




























