Prognose: Solrig maj vil slå varmerekord

Ligesom kvinden her på Halmtorvet i København, ser det ud til, at det varme vejr fortsætter måneden ud. Jens Dresling/POLFOTO
Ligesom kvinden her på Halmtorvet i København, ser det ud til, at det varme vejr fortsætter måneden ud. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Sandsynligheden for, at du de seneste par uger har spist velduftende grillpølser, fundet de korte benklæder frem eller spist ekstra meget is, er stor. Maj har i den grad stået i solskinnets tegn, med alt hvad det indebærer af svedpletter, forbrændinger og højt humør.

Det ser nu ud til, at det varme vejr fortsætter måneden ud, omend i mindre ekstrem grad. Det får DMI's klimatolog Mikael Scharling til at proklamere, at maj 2018 formentlig bliver den varmeste maj, siden instituttet begyndte at måle vejret i 1874.

»Hvis vi lægger det, vi ser i prognoserne for resten af måneden, sammen med de 16 døgn, der allerede er gået, så tegner der sig et ret ekstremt billede af slutresultatet - allermest når det gælder temperaturen«, siger Mikael Scharling til DMI's hjemmeside.

I 129 år har den højeste middeltemperatur i maj ellers tilhørt maj 1889 - den ældste varmerekord i Danmark - med en gennemsnitstemperatur på 13,8 grader. Den rekord bliver dog sendt til tælling, hvis DMI's prognoser holder stik, og maj ender med en gennemsnitstemperatur på 13,9 grader, vurderer Mikael Scharling.

Det er ikke sket siden 1947, at en maj måned er endt med en gennemsnitstemperatur på over 13 grader.

DMI: »En fin og flot pinse med ret meget solskin« venter Danmark

Meget solskin og lidt regn

Det er dog ikke kun i forhold til temperaturen, at maj 2018 ser ud til at gøre sig bemærket.

Ganske vist bliver hidtidige rammer ikke sprængt, men i antal solskinstimer ender maj 2018 formentlig på en samlet femteplads, ligesom regnvejrsmængden ser ud til at ende så lavt, at det bliver den fjerdetørreste maj, spår Mikael Scharling.

Sommer-eldorado i Fælledparken: Nu kan de yngste køle sig ned i soppesøen

»Præcis hvor mange soltimer og hvor få millimeter nedbør, måneden ender med, er svært at spå om. Men begge parametre har gode chancer for at ende pænt oppe i top-10 - dog uden risiko for nye rekorder«, siger klimatologen.

Selv hvis DMI's prognoser skulle tage fejl for resten af måneden, har både maj og april budt på dage, der har været ekstraordinært varme i forhold til sidste års ustadige vejr. Således blev der allerede 19. april i Karup målt en temperatur på 26,7 grader, som var højere end noget, der blev registreret hele sidste år. Denne måned har termometret allerede ramt 28 grader, hvor det har været varmest.

Aske Hald Knudstrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her