GDPR. 25. maj. Fire bogstaver og en dato, der gennem det seneste år har skabt store forventninger i civilsamfundet og en enorm travlhed og – visse steder – frygt i den offentlige og private sektor. For på fredag træder General Data Protection Regulation, på dansk databeskyttelsesforordningen, i kraft. Den skærper kravene til virksomheders og myndigheders indsamling, opbevaring og brug af borgernes personlige data.
Mange af kravene følger egentlig af den nuværende persondatalovgivning på dansk og europæisk grund, men den store forandring følger af truslen om millionbøder.


























