Per Olsson Lille er ikke en helt almindelig svensker. Hans ansigt er oplyst af computerskærmens blålige skær, hans hænder, fingre og øjne er i konstant bevægelse. Resten af kroppen er stille, anspændt, som en kat klar til at springe. Gummiskoene er fladtrådte, og det lyse hår stritter utæmmeligt i forskellige retninger. I hans hoved sidder han hjemme på sit værelse i Sverige. Alene med sit spil.
Men Per Olsson Lille er bestemt ikke alene.
Det bliver den 25-årige svensker mindet om, da jubelbrølet fra 10.000 tilskuere fylder Arena Birmingham og skærer igennem hans tykke hovedtelefoner. Roterende scenelamper bader publikum i rødt og grønt lys, mens de klappende og råbende rejser sig fra deres sæder. Bassen fra gigantiske højttaleranlæg får gulvet til at vibrere næsten i takt med klikkene på Per Olsson Lilles computermus.
»OpTic Gaming vinder slaget, og Pajkatt formår endnu en gang at holde sig i live til kampens ende!« runger det fra kommentatoren, der må råbe for at overdøve larmen fra tribunerne.
