Stille og varmt vejr giver iltsvind i flere danske farvande

Iltsvind præger flere danske farvande.  Thomas Borberg/POLFOTO
Iltsvind præger flere danske farvande. Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Kraftigt iltsvind præger flere steder Limfjorden og Mariager Fjord, og i Det Sydfynske Øhav er der også begyndende iltsvind.

Det viser Miljøstyrelsens undersøgelser fra den seneste uge, oplyser kontorchef Harley Bundgaard Madsen.

De steder, hvor der er kraftigt iltsvind, er der under to milligram ilt per liter vand, og det har konsekvenser for dyrelivet, forklarer kontorchefen.

»Det er så lavt et niveau, at der ikke vil være fisk i bundvandmasserne. De vil være svømmet væk«, siger han.

Iltsvindet skyldes årets sommerhede og manglende blæst.

Tilstanden betegner et fald i koncentrationen af opløst ilt i vandmiljøet til et så lavt niveau, at dyr og planter kan tage skade.

Harley Bundgaard Madsen tør ikke spå om situationen fremadrettet, da meget kommer an på vejret.

»Hvis det blot er kortvarigt, behøver det ikke at have den store betydning for muslinger og andre dyr, der lever på bunden, for de kan godt klare iltsvind igennem flere dage«, siger han.

Miljøstyrelsen undersøger de danske farvande hver 14. dag og følger situationen, men der er ikke sat andre tiltag i værk.

»Der er sådan set ikke andet, vi kan gøre, end at håbe på, at det bliver mere blæsende«, siger han.

I det østlige Danmark er der fortsat gode iltforhold i vandet, fortæller kontorchefen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her