De studerendes minister. Sådan omtaler uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) gerne sig selv. Måske derfor er det en glad minister, som fortæller om det spørgeskema, som over 100.000 af landets studerende netop har fået tilsendt.
»Vi spørger de studerende: Hvad synes I? Lærer I noget her? Vi tjekker det ikke ud fra en test, eller at vi gennem censorbekendtgørelser undersøger, om de studerende fortjener de karakterer, de får. Nej, vi spørger simpelthen de studerende, om de lærer noget«, siger Tommy Ahlers og introducerer et ord, som alle fra nye studerende til de ældste professorer lige så godt kan vænne sig til: læringsbarometer.




























