For statsministeren må det være en ny, men ganske rar fornemmelse.
Når efterårsferien er forbi, har Lars Løkke Rasmussen i de seneste sæsoner haft for vane at bevæge sig ind i en slags dødens gab. Op mod jul har indædte magtkampe i hans blå blok tvunget ham ud i feberredninger og regeringsudvidelser for at fastholde hans eksistens som statsminister.
Også i år truer alvorlige sager. Finansloven og Dansk Folkepartis dertilhørende krav om at udfordre konventionerne maksimalt i et udlændingepolitisk paradigmeskifte. Intern frustration over stillestående meningsmålinger trods en sommer præget af rød ballade og talrige ministerudspil af den pengekrævende borgernære slags. Almindelig rundforvirring over DF-leder Kristian Thulesen Dahls præferencer i næste valgperiode. Ultimativt formulerede konventionsstridige krav fra højrefløjsopkomlingen Nye Borgerlige.
Ikke desto mindre fremstår Lars Løkke Rasmussen anno efteråret 2018 stik mod sædvane som lidt af et nordisk grundfjeld af stabilitet og sikker hånd. I hvert fald hvis man sammenligner med de aldeles akutte problemer, hans kolleger i nabolandene slås med.
