Antallet af øjenskader, der er blevet behandlet på øjenklinikker på landets sygehuse nytårsnat, er en smule lavere end sidste nytår.
I alt 22 personer er kommet så alvorligt til skade efter nærkontakt med fyrværkeri af forskellig art, at de har måttet en tur på hospitalet.
Det oplyser overlæge Jørgen Villumsen fra Øjenklinikken på Rigshospitalet i Glostrup. Sidste år blev der registreret 28 behandlingskrævende øjenskader.
»Men det er trist at konstatere, at antallet af skader hos børn er uændret. Der er syv øjenskader hos børn, heraf er der meget alvorlige øjenskader hos fire børn. To af dem er under ti år«.
»Når jeg taler om alvorlige øjenskader i den her forbindelse, så er det altså i en grad, hvor man risikerer at miste synet helt eller delvist«, siger Jørgen Villumsen.
To tabte sikkerhedsbrillerne
Fælles for de tilskadekomne børn og voksne er, at ingen af dem bar sikkerhedsbriller.
»Men to af dem, der er kommet til skade, har oplyst, at de tabte brillerne, lige inden de kom til skade«, siger overlægen.
19 ud af de 22 tilskadekomne er mænd eller drenge.
Otte er kommet til skade på grund af såkaldte batterier, otte andre er kommet til skade på grund af raketter, mens fontæner og andre former for fyrværkeri er skyld i resten af uheldene.
I nytåret 2016/2017 blev der registreret 25 behandlingskrævende øjenskader, mens det altså gjaldt 28 i nytåret 2017/2018. Sidste år var seks af de 28 skader så alvorlige, at der var risiko for varige mén som at miste synet helt eller delvist.
ritzau
fortsæt med at læse


























