Overblik efter øjenskader: Ingen bar beskyttelsesbriller og fire kiggede bare på

Dagen derpå i Roskilde.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dagen derpå i Roskilde. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ingen nytår uden fyrværkeri - og desværre intet nytårsfyrværkeri uden øjenskader.

Således er der også i år en række personer, der har måttet behandles på en af landets øjenklinikker efter nærkontakt med det festlige - men altså også farlige - krudt.

Se status her:

Tirsdag morgen er det registreret, at i alt 22 personer er kommet så alvorligt til skade med øjnene på grund af fyrværkeri, at de har måttet en tur på hospitalet.

Fire ud af de 22 tilskadekomne har oplyst, at de blot var tilskuere til fyrværkeriet og altså ikke selv antændte krudtet.

19 ud af de 22 tilskadekomne er mænd eller drenge.

7 af de 22 er børn under 18 år. To af dem er endda under ti år.

I hvert fald seks af de 22 er kommet så alvorligt til skade, at de risikerer alvorlige mén som at miste synet helt eller delvist. Heraf er fire børn.

Fælles for alle de tilskadekomne børn og voksne er, at ingen af dem bar sikkerhedsbriller. To har oplyst, at de bar sikkerhedsbriller, men tabte dem, inden de kom til skade.

Otte personer er kommet til skade på grund af såkaldte batterier, otte andre er kommet til skade på grund af raketter, mens fontæner og andre former for fyrværkeri er skyld i resten af uheldene.

Ni har oplyst, at skaden er sket, fordi fyrværkeriet er eksploderet umiddelbart.

Nytår 2017/2018 blev i alt 28 behandlet på landets øjenklinikker. Heraf risikerede seks personer alvorlige mén, heraf tre børn under 18 år.

Kilde: Tal fra øjenklinikker i landets fem regioner, opgjort af overlæge Jørgen Villumsen fra Øjenklinikken på Rigshospitalet i Glostrup.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her