Anden halvleg: Velkommen i Louisiana-alderen

To uniformsklædte mænd står på et havebord ved Svanemøllen i København. Rundt om dem er samlet små 80 mennesker, og flere kommer hele tiden pilende fra de små 3-etages huse i bleggule mursten, der oprindeligt blev bygget til smedene på B&W-skibsværftet for 125 år siden.

Kvartersjanitshar Thomas Sandberg laver en hvirvel på den matte metalmarchtromme, mens distriktspoet Knud Palsbro med napoleonshat og svungen schnurrbart på overlæben redegør for nytårskuren, hvor vi synger en sang af hver af de komponister, som har lagt navne til gaderne i Komponistkvarteret. Og hvor han lige har lavet en ekstra tekstkrølle på nogle af versene.

Klædelig rødmen

Og her er det så, at jeg rødmer, når Knud hvert år kigger ned på mig og fortæller, at det jo var min idé, at vi nu for 18. gang går ind i det nye år med sang.

Jeg rødmer, fordi jeg er stolt over at have fået en idé, som egentlig var ret indlysende, da jeg for 20 år siden flyttede ind med min gravide kone i Berggreensgade. For A.P. Berggreen har jo skrevet ’Vær Velkommen Herrens år’. Og jeg rødmer, fordi ideen lever videre, uden at jeg har løftet en finger.

Dengang var vores første barn kun et forskræmt føtus. Nu bliver hun og lillebror snart 20 og 18 år, og de sidder og ser ’Rupaul’s Drag Race’, som er ’X Factor’ for transvestitter, troede jeg. Men her bliver jeg belært af det nu velvoksne føtus om, at de er drag queens, ikke transkønnede og da slet ikke transvestitter.

Og hvad er der så sket for mig i mellemtiden? Jo, tak fordi du spørger, jeg har stort set passet mit job, er blevet tiltagende nærsynet med behov for særligt læsefelt og har fået Louisiana-kort i julegave.

Et barndomshjem

Mens jeg står og tænker over mine 20 år i ekkokammeret, ser jeg en lille fyr på 2-3 år i blå flyverdragt og med grå elefanthue, der er blevet lidt utryg over trommehvirvlen og folks sammenstimlen. Han finder sin storebror i mængden, går hen og lægger helt naturligt elefanthuen mod storebrors bryst. Storebroren tager lige så rutinemæssigt fat i hans hånd, og så står de der.

Og måske er det livets mening, fremført af to dværge i flyverdragt. At føle sig taget i hånden, at føle sig hjemme, at række ud og at blive mødt.

Indtil jeg var 35 år, troede jeg noget andet. Jeg hyldede forstyrrelsen, udlængslen, ambitionerne. På at det nye – og bedre – lurede lige om hjørnet.

Nytårskuren kulminerer med ’Champagnegaloppen’ ved H.C. Lumbyes Gade på østrigske koklokker og fodbetjent Spike Jones-horn. Med crémantpropper poppende på de rette taktslag.

Her er jeg så rørt, som man kan blive, over at jeg endelig fik min barndommens gade. Bedre sent end aldrig.

fortsæt med at læse

Det hele startede med, at jeg blev belært om aldrig at bruge grine/græde-emojien. Hvem griner og græder samtidig?