Anden halvleg: Hvornår har du sidst danset 'hula'?

Jeg har fået nyt arbejdsrum derhjemme. Det, mente min kone, var bedst. Det er noget med, at en strikkemaskine efterhånden fylder det meste af etagen i øvrigt og larmer som en børnehave, der står og hopper i en container med metalaffald.

Hun har også sørget for, at jeg har fået en så godt som ny kontorstol. Så den satte jeg mig på og lukkede døren. Nu skulle alle forstyrrelser holdes ude. Nu skulle der arbejdes igennem. Endelig alene.

Egentlig var jeg syg, men en redaktør havde spurgt, om jeg ikke kunne skrive en ’anden halvleg’, hvis jeg ellers var ved at komme til hægterne. Og den slags er jeg til fals for, selv om det arbejdsretligt er en ren #MeToo.

Jeg er til fals for opmærksomhed, og redaktøren ved, at det kan betale sig at spørge til mit helbred, hvortil jeg svarer tappert, måske med et dekorativt host eller en halten, alt efter skadens karakter: »Jo, tak, det går lidt bedre i dag«.

Men den vigtigste grund til, at jeg siger ja, er, at jeg elsker, når jobbet kalder. For jeg er afhængig af arbejdsglæde. Jeg er selvfølgelig glad for mine børn og min kone, mine nye ski og dronningens nytårstale og kogt torsk med sennepssovs. Men følelsen af at udfylde min plads i samfundet får jeg mest intenst, når jeg sidder og glemmer mig selv og skriver løs.

Timerne i dødszonen

Det er patologisk, jeg ved det. Det er nok noget med den der ’gebarndom’, som terapeuten sagde i Lucky Luke-albummet ’Psykopater på slap line’. Til gengæld er det sandt.

Men ellers er jeg velfungerende. Bortset fra de timer, jeg tilbringer i dødszonen, mens jeg tager tilløb til at skrive. Hvor det føles snublende nærliggende at tjekke, om der mon er sket noget på Facebook. Eller på mailen. Hvor slettetasten er det bogstav, jeg bruger allermest.

For i denne fase føles alt, hvad jeg gør, åndssvagt, patetisk, indbildsk. Jeg aborterer enhver sætning, inden den har fået et klask i den bare og lov til at skrige efter ilt.

Denne gang har jeg dog ingen undskyldning. Jeg har mit eget kontor. Så bortset fra en rumlen i gulvet og lyden af et regionaltog, der kører gennem værelset ved siden af, hvor min kone strikker en sweaters, tror jeg, det er, så er der kun mig og min følelse af utilstrækkelighed.

Bar mave og dans

Pludselig hører jeg den. Tick-tick-tick-tick-tick.

Jeg kigger mig omkring i det tomme og rungende kontor. I min nye vindueskarm står en lille hula-danser i gul kjole med blomsterkrans samt brun bar mave og vrikker lystigt i hofterne. Tick-tick-tick-tick-tick.

Jeg kommer til at grine for mig selv og tænke på Gertrud, som jeg mødte på en højskole for 31 år siden, der gav mig den lille solcelledrevne plastikting i sommer. Åbenbart kommer der altid solstråle, når man lige har brug for den. Jeg kan mærke, der er en klumme på vej. Noget med at tro på sig selv. Noget med at tælle de lyse timer, selv om der sikkert er andre, der har sagt det før mig. Det er jo bare avis. Og hvis blot en ud af tre klummer er rigtig god, så kan man ikke forlange mere af nogen.

Men inden fingrene kan begynde deres flammende fanfare, opdager jeg lige et opslag i facebookgruppen for vores kvarter. Mia har et sort/gråt tæppe, hun godt vil gå af med for en lokal valuta, en flaske rødvin. Jeg tænker, jeg lige henter den, inden kunsten for alvor skal hæve sig over den rå materie.

Jeg ved godt, jeg lovede at springe ud i det. Men har du nogensinde set en længdespringer, der ikke tager tilløb? Og man kan jo ikke sidde der og skrive uden et tæppe, der binder lokalet sammen.

fortsæt med at læse

Det hele startede med, at jeg blev belært om aldrig at bruge grine/græde-emojien. Hvem griner og græder samtidig?