Anden halvleg Trænger du også til en rugebedstemor?

Jeg har fået en idé. Rugebedstemødre. Det bedste fra en svunden tid, skabt af frysetørrede ovarier, rørt op i lunkent vand. På den måde kunne vi igen få kvinder, som mildt slæber sig gennem en tilværelse i trange kår blot for at sikre bedre vilkår og fremgang til næste generation.

Jeg ved, det lyder radikalt i en tid, hvor alle har fået en 7/7-ordning med virkeligheden, hvor man helst kun vil tilbringe de lige uger sammen med verden. Er der bøvl vil vi videre, videre.

Jeg fik ideen på Pension Dandler i Fieberbrunn, en solid tyrolerfamilie, som kører Gasthof i fjerde generation, og selv om datteren Julia læser journalistik, så er hun – trods det anløbne fag – ikke blevet mere fordærvet, end at hun pænt kommer hjem og arbejder i alle ferier.

Her var det så, jeg sad og slubrede i min Knödel og blev en smule misundelig. For der er da noget fantastisk over at kende sin slægt og vide, at der er nogen, der gider gå hele vejen. Som har udstukket en retning og bekymrer sig.

Og her mener jeg ikke bekymringer om, hvorvidt børnehaven har en sukkerpolitik, eller om man skal undgå stivelse, gluten eller mælk og huske at tage sin egen yogamåtte med, fordi de andre i centret er nogle svin. Men altså hvorvidt andre mennesker har det godt.

Jeg mindes min bedstemor Thiesen på Bornholm, der førte kirkebog for Knudsker sogn med krattende fyldepen. Hver gang hun klappede læderbindet med de tykke gullige sider sammen om et stykke trækpapir, var vi blevet en flere eller en færre.

En emaljeret lyseblå kaffekande stod altid og småsnurrede på komfuret, og børn fik naturligvis også kaffe, bællakaffe, hældt op i en underkop og tilsat rigeligt med mælk og sukker.

Og så hørte vi Tom Jones’ ’What’s New Pussycat’ og Johnny Cash fra San Quentin på min onkels efterladte rejsegrammofon.

Og altid var der en bedstemor, som sad i stuen med juleplatter på væggen og standerlampe med gulnet skærm og hæklede karklude og nynnede. Som ikke havde travlt med en ny kæreste, en vintur til Sydfrankrig, et kursus i mindfulness.

Problemet er, at fremtiden ikke er bagudkompatibel. Når først noget er mistet – som at kunne sidde i et tog uden at se på en telefon eller selv at kunne lave mad uden hjælp fra Årstiderne – så er det tabt for altid.

Men når vi nu kan så meget teknologisk, hvorfor så ikke skabe et empatisk retrorace ud af overskudsmateriale fra menneskeheden genpool. Der må være en masse af de mere ædle egenskaber tilovers.

Hvad nu, hvis man dryppede det i nogle petriskåle og fik skabt nogle mennesker, der ville lade sig nøje og ikke bare vil fornøjes.

Jeg tror, rugebedstemødre bliver et hit. Og hvis man bliver træt af dem, så giver vi dem bare en stor varm hånd, inden vi sender dem på hjem, hvor de kan få lov til selv at styre liggesårsmadrassen, sige hej til huslægen på deres iPad og ellers sidde og klappe en elektrisk sæl.

fortsæt med at læse

Det hele startede med, at jeg blev belært om aldrig at bruge grine/græde-emojien. Hvem griner og græder samtidig?