En god dag for ...
Falsk rugemor. Da et sjællandsk par ikke selv kunne få børn, fandt de i stedet en dansk kvinde, som ville være rugemor for dem. I 2016 betalte de kvinden omkring 100.000 kroner for den tjeneste, men rugemoren tog røven på parret ved at beholde de tvillinger, hun senere fødte. I TV 2-dokumentaren ’Den falske rugemor’ kom det frem, at kvinden havde bedraget i alt tre desperate og barnløse par. Men snyd og bedrag betaler sig åbenbart, for i en ny afgørelse fra Ankestyrelsen får kvinden medhold i, at hun har ret til børnebidrag fra den biologiske far til tvillingerne. Han og hans kone har i øvrigt kun lov at se deres børn en halv time hver anden uge. Men nu skal de hver måned betale 2.720 kroner til den falske rugemor.
En dårlig dag for ...
Narkohandlende far. Da en pædagog i en børnehave i Kolding i november ville hente et barns madpakke i et skab, fandt den ansatte hverken leverpostejmadder eller ostehaps i barnets taske, men derimod en stor portion hash. Mere nøjagtigt 3.640,7 gram hash, viste det sig, da politiet ankom til børnehaven. Barnets far var til møde i børnehaven, og da betjentene kropsvisiterede ham, fandt de desuden 80 gram kokain. Nok kan møder i daginstitutioner være udmattende, men det er alligevel uklart, hvorfor faren havde medbragt så stor mængder hash og kokain. Sydøstjyllands Politi fortæller dog i en pressemeddelelse, at den 40-årige mand tilstod at have været i besiddelse af narkoen. Ved Retten i Kolding blev han idømt 1 år og 9 måneders fængsel.
fortsæt med at læse




























