»Han er ikke min advokat. Jeg har en anden advokat, og jeg tager til Bruxelles for at få en ordenlig afgørelse«.
Forvirringen er total i Københavns Byret, hvor en 63-årig rumænsk mand står foran en dommer tiltalt for blandt andet betleri og for at have opholdt sig i en »utryghedsskabende lejr«.
Manden og hans voksne søn, der begge er hjemløse, blev i august sidste år anholdt efter at de flere nætter i streg havde sovet »et par timer« foran butikken New Yorker på Frederiksberggade i Indre By.
»De to herrer har indrettet og etableret en utryghedsskabende lejr«, lyder det var anklagebænken.
De fire anklagepunkter
1) Både far og søn er tiltalt for at have boet i en »utryghedsskabende« lejr.
2) Faderen er tiltalt for ikke at have overholdt et zoneforbud i Københavns Kommune den 21. november sidste år.
3) Faderen har angiveligt have kaldt en politibetjent racist den 9. november sidste år.
4) Faderen blev den 25. januar tiltalt for at have tigget om penge, efter en politimand havde set ham sovende på Strøget i København. Foran ham stod en plastikkop med mønter i.
Her må alle 11 tilstedeværende i retssalen holde tungen lige i munden: for hvad er en lejr?
»Et sted under åben himmel bestående af en vis grad af etablering og indretning«, forklarer anklageren, som hæfter sig ved »etablering« og »indretning«.
De to mænd opholdt sig ved indgangen til New Yorker med diverse ejendele og flasker, som de havde indsamlet.
Da der intet skrald var omkring dem, og da der blot var tale om ophold »af nogle timers varighed«, frifindes både faderen og sønnen for dette forhold. Der var ifølge dommeren ikke tale om en utryghedsskabende lejr.
»Vi hæver retten et øjeblik«
Flere gange undervejs må dommeren tysse på og senere hæve stemmen over for den tiltalte. Gentagne gange bliver dommeren, tolken, anklageren og advokaten afbrudt af den rumænske mand.
»Mafia, mafia. Kaput«, lyder det fra ham, inden han begynder at græde og forlader retssalen med forsikringer om, at han vil have en ny advokat, og at han vil have en fair rettergang i Bruxelles.
Om han her refererer til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, vides ikke.
Der går fem minutter, og manden kommer tilbage. Hans advokat fortsætter med at fremføre den 63-åriges uskyld, indtil der opstår forvirring omkring papirarbejdet. Anklageren mener at have sendt sit anklageskrift den 13. februar, men det har tiltaltes advokat ikke modtaget.
»Skal vi udsætte sagen, fordi anklageskriftet ikke er modtaget hos advokaten?«, spørger dommeren.
»Jeg vil bede om en udsættelse af sagen«, lyder det fra advokaten.
»Vi hæver retten et øjeblik«, siger dommeren.
Alle i salen afventer igen situationen. Efter ti minutter vender dommeren tilbage.
Forsvarsadvokaten får ikke medhold, og retssagen fortsætter.
Anklageren argumenterer for, at manden skal udvises af Danmark, fordi han ikke har et »reelt opholdsgrundlag«
Hans forsvarer er uenig. Tiltalte skal ifølge advokaten have lov til at blive i Danmark, fordi hans søn befinder sig i landet, og fordi han er EU-borger.
Efter blandt andet at have hørt på vidneudsagn fra to betjente fra Københavns Udlændingekontrolsektion er dommeren klar til at fælde dom i sagen.
Den 63-årige slipper for udvisning, men idømmes 20 dages betinget fængsel samt delvis betaling af sagens omkostninger. Sønnen frifindes.
fortsæt med at læse


























