Dansk Folkepartis folketingsmedlem Marie Krarup blev i begyndelsen af 00’erne forsøgt rekrutteret af de russiske efterretningstjenester GRU og FSB.
Det rapporterer Radio24syv, og Marie Krarup bekræfter nu selv episoden over for Politiken:
»Jeg blev udsat for hvervningsforsøg, jeg afviste det, og jeg meldte alt til Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET). That’s it«, siger Marie Krarup, som ikke har yderligere kommentarer til sagen.
Rekrutteringsforsøget fandt ifølge Radio24syv sted i en park i Moskva, kort efter at Marie Krarup i 2001 forlod sin stilling som assisterende forsvarsattaché på den danske ambassade i Rusland.
De russiske efterretningstjenester skal uden held have forsøgt at få Marie Krarup til at udlevere informationer om en ansat i det danske forsvar.
Dansk Folkepartis ledelse er bekendt med det russiske rekrutteringsforsøg, og i DF-toppen er der fuldtonende opbakning til Marie Krarup:
»Vi mener, at hun har gjort det rigtige. Hun bliver åbenbart forsøgt hvervet i sin tid i Moskva, Rusland, og det fortæller hun til både FE og sin chef. Og afslår selvfølgelig. Så jeg mener egentlig, at hun gør, som hun skal«, siger gruppeformand Peter Skaarup (DF).
DF-top: Fuld tillid
Selv om Marie Krarup ifølge sin egen forklaring klart afslog hvervningsforsøget, har det danske efterretningsvæsen ifølge Radio24syv efterfølgende interesseret sig yderligere for sagen, mens Marie Krarup har været folketingsmedlem og forsvarsordfører for Dansk Folkeparti.
Den fornyede interesse for sagen har Dansk Folkepartis ledelse intet kendskab til, siger gruppeformand Peter Skaarup:
»Nej, og det synes jeg er svært at vurdere. Jeg kan forholde mig til det konkrete, og det er, at hun blev forsøgt hvervet. Det meddeler hun så til sin foresatte i Moskva, og hun meddeler det til FE. Så hun gør det rigtige helt efter bogen«, siger han.
Marie Krarup har været jeres forsvarsordfører og sidder fortsat i Udenrigspolitisk Nævn. Er det her en sag, I vil være særligt opmærksomme på i fremtiden?
»Vi vil ikke gøre noget anderledes end det, vi altid har gjort. Og vi har fuld tillid til Marie Krarup«, siger Peter Skaarup.
Forsvarets Efterretningstjeneste siger om sagen, at »Marie Krarup i relation til sin tjeneste i forsvaret i sommeren 2002 henvendte sig til FE vedr. en sikkerhedsmæssig hændelse i forbindelse med en privat rejse til Rusland. FE kan ikke kommentere yderligere på den sikkerhedsmæssige hændelse«.
Marie Krarup blev første gang valgt til Folketinget i 2011. Hun var i flere år Dansk Folkepartis forsvarsordfører og gjorde sig fra den post bemærket med holdninger om, at Vesten burde blive bedre til at forstå Rusland og i højere grad se det store land mod øst som en allieret, ikke mindst i kampen mod islamisk terrorisme og migrationsstrømme.
Den relativt russiskvenlige linje fra Marie Krarup skabte ved flere lejligheder tvivl om Dansk Folkepartis udenrigspolitik, hvilket bl.a. har tvunget partiets næstformand, udenrigsordfører og formanden for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Søren Espersen, på banen med et budskab om at se bort fra Marie Krarups udtalelser om Rusland:
»Jeg lægger linjen for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det må egentlig være svar nok på det spørgsmål. Man skal bare lytte til Søren Espersen, så bliver man meget klogere«, sagde Søren Espersen eksempelvis til Politiken for et års tid siden.
Marie Krarup blev i efteråret fjernet fra posten som Dansk Folkepartis forsvarsordfører. Hun er i dag partiets gymnasie- og integrationsordfører.




























