Michael Bjørn har en afvekslende hverdag. Men det er ikke kun en fordel.
Han er vicedirektør i velfærdsforvaltningen i Assens Kommune, hvor politikerne vedtog budgetbesparelser for de ældre på over 16 millioner kroner. Så begyndte Michael Bjørn og hans folk at sætte ændringerne i værk, herunder at meddele de ældre, at de nu ikke længere kunne få vasket gulve, og at rengøring i øvrigt var skåret ned fra hver 3. til hver 5. uge.
Mens borgernes protester tog til i styrke, vedtog byrådet i januar formelt det nye serviceniveau.
Men der gik kun få uger, før politikerne fik kolde fødder og droppede deres stop for gulvvask og den sænkede rengøringsstandard. Det var, efter at ældreminister Thyra Frank (LA), statsminister Lars Løkke (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, havde udsendt bandbuller mod den fynske kommune.
Og så skulle Michael Bjørn til det med at skrive serviceniveauet om igen og sende det ud til ny høring blandt de 1.200-1.400 berørte borgerne. Han ser ikke frem og tilbage-manøvren som rent spild: »Vi får jo også sat en velfærdsdiskussion i gang«.
Men er vi på vej mod helt at fjerne kommunal rengøring hjemme hos de ældre og kun satse på personlig pleje?
»Man kan godt sige, at der lurer et paradigmeskifte. Antallet af timer, de ældre får, er jo nationalt faldet gennem mange år. Der går vel Easyjet i det: Du køber dit flysæde, men så skal du købe ekstra til«.
At tøjvasken skrues ned til hver anden uge i stedet for hver uge, kan måske virke småligt.
»Mange vil sige, at det da er underligt, at når Assens Kommune bruger 2,5 milliarder kroner om året, så har de ikke 250.000 kroner til tøjvask. Men jeg har et katalog med godt 60 forskellige reduktioner. Det er de mange bække små«.
Ikke flere mønter
Michael Bjørn understreger, at borgerne, der protesterer, ikke nødvendigvis er galt på den.
»Men kassen er tom, vi har sgu ikke rigtig flere mønter dernede. Lederne ude hos borgerne har typisk hver 45-65 medarbejdere under sig 365 dage om året, og de har ikke en HK’er som hjælper. Og medarbejderne løber stadig stærkere«.
Årsagen til den økonomiske smalhals er også, at der siden sidste efterår er kommet nye tunge enkeltpersonsager, der tilsammen koster 12-14 millioner kroner om året. Det er blandt andet senhjerneskader og psykiatriske sager.
»Vi ser eksempler, hvor en borger efter alvorlig skade skal igennem behandling og genoptræning til måske 15.000 kroner i døgnet og derefter har et behov for særlig bolig og støtte. For borgeren ubeskriveligt trist, for kommunen kan det nemt koste halvanden millioner kroner om året«.
Vicedirektøren mener ikke, at den sænkede rengøringsstandard er det største problem.
»Min største bekymring er rehabiliteringen, træningen af ældre borgere i hjemmepleje, der skal gøre dem mere selvhjulpne. Det har vi skruet big time ned for. Og de konsulenter, der arbejder for, at borgerne ryger mindre og er sundere, skruer vi også ned for. Det samme gælder vores misbrugsindsats og støttekontaktpersonordninger, socialpædagoger og den kommunale sygepleje, som oplever presset gennem udvikling af det nære sundhedsvæsen«.
»Men det er der ikke så meget fokus på«.
fortsæt med at læse
