Hver morgen lidt efter seks kommer en mor og hendes søn traskende ud af Udrejsecenter Sjælsmark, der ligger i Nordsjælland. Drengen hedder Taufiki. Han har brun hud, hvide tænder og kruset hår, som han har farvet orange i spidserne, fordi han godt kan lide farven. 23. april fylder han 11 år. Hele sit liv har han været på flugt, og det er han stadig. Født i en flygtningelejr i Uganda og vokset op på syv forskellige flygtningecentre i Danmark.
Han går med sin mor Shakira, der er en kvinde på 45 år. De mennesker, der kender hende, fortæller, at hun engang var en stærk og livskraftig kvinde. Men hendes mand er død, hendes to store sønner er forsvundet i krigen i Congo, hvor hun stammer fra, og efter at hun flyttede fra kvindecenteret på Kongelunden til Sjælsmark, er hendes forældreevne stærkt forringet. Hun har depression, er apatisk og grådlabil og mister nogle gange tålmodigheden med sin søn. Alternativet er en tvangsfjernelse, og det har også været på tale, men er ikke noget reelt alternativ. Det ville kun gøre alt værre.
