Søren Pind og andre bægersvingende medlemmer af Venstres ungdom er på toppen ved hovedtrappen foran Christiansborg. Et år efter at danskerne stemte nej til Maastrichttraktaten, har Danmark nu sagt ja til Europa med fire forbehold, og de unge entusiaster vifter med flag og skal på værtshus. Så begynder rygtet at løbe, og det gør jeg også. Nørrebro brænder. Det er 18. maj 1993, og jeg er sammen med min kollega Thomas Uhrskov ude at dække natten for Berlingske Tidende.
Næppe er vi ankommet, før de værste uroligheder i Danmark siden Anden Verdenskrig bryder ud. Nørrebro belejres indefra og menneskeligheden skjules under sorte hætter. Lidt efter klokken 22 væltes den første skurvogn ned over Nørrebrogade ved Dronning Louises Bro. Først en time senere kommer politistyrkerne.
»Gasmasker, gasmasker!«, råber delingsføreren. og plexiglas-skjoldene skramler mod asfalten. Danmark skydes ind i unionen med brosten, molotovcocktails, barrikader, bål og et skræmmende had. Politikæderne bliver overdænget med jernspyd og fliser.
En gruppe nørrebroere står midt i det hele og synger den gamle Christaniasang: »I kan ikke slå os ihjel, I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv«.
