I disse uger med undtagelsestilstand i Venstres øverste geledder er der en del mennesker, som har kontaktet Søren Pind for at forhøre sig, om han monstro går rundt og ærgrer sig lidt over, at han sprang fra sidste år og forlod hele butikken iført pompøs ministeruniform. Naturligvis med det underforståede budskab, at chancen for et gedigent avancement til partiets øverste poster nu er til stede som ved et trylleslag.
»Nogen har drillet mig med, at hvis jeg bare var blevet, kunne det have været mig nu og så videre. Mit svar har været, at nej, det kunne det ikke. For jeg var også selv for fedtet ind i det. Også i forhold til Løkke. Essensen er, at vi var låst inde i hinanden. Mest Lars og Kristian, som jeg mente, tømte rummet for ilt. Men vi blev alle sammen, hvor vi end stod, fedtet ind i det der. Derfor er det kloge valg nu at sige, at det her uvæsen er nødt til at forsvinde«, siger Søren Pind.
Med »uvæsnet« mener han fløjene. De evige kampe mellem dem, som holdt med Kristian Jensen, og dem, der som Pind holdt med Løkke.
