Afskaf den paragraf i loven, der gør det lovligt for en udlejer af lejeboliger i ældre ejendomme at hæve lejerens husleje til det dobbelte og nogle gange det tredobbelte ved at investere minimum en kvart million kroner i nyt bad, køkken og maling.
Det foreslår Enhedslisten, efter at partiet har »været rundt at banke på døre«, som Rosa Lund, der er medlem af boligudvalget i Folketinget, siger. Sammen med andre fra partiet har hun været på besøg hos lejere i ejendomme opkøbt af den amerikanske kapitalfond Blackstone. Blackstone er netop blevet berygtet for at benytte sig aggressivt af den nævnte paragraf.