Hytteost, filet og rugbrød, spegepølse.
47-årige Charlotte Fabienke remser varer op fra den indkøbsliste, hun holder i venstre hånd, og griber en lille kurv med den anden. Hun opdager en automat med håndsprit og får efter lidt koordinering sprittet begge hænder af, inden hun går ind i Føtex.
Hendes telefon brummer, og hun stopper lige op og tjekker.
»Lige nu er vi ved at kommunikere om, hvilken slags yoghurt hun gerne vil have. Det ved man jo ikke, når man ikke kender hinanden«.
Charlotte Fabienke handler nemlig ikke til sig selv. Hun opdagede gruppen ’Hjælp til karantæneramte’ på Facebook og tilbød sin hjælp. Og et døgn senere står hun her og køber ind for en kvinde, hun aldrig har mødt.
»Jeg ved kun, at hun hedder Lene Westergaard, og at hun er hjertepatient og plejer at få sin søn til at handle for sig. Men han er i frivillig karantæne, fordi hans kærestes søster muligvis er smittet med coronavirus«, siger hun.
Charlotte Fabienke er fritstillet og søger job inden for finansverdenen.
»Men der er ikke rigtig noget at søge lige nu. Alting er ligesom gået i stå også på den front«, siger hun.
Hendes børn er 10 og 12 år og gamle nok til at passe sig selv, så hun har masser af tid. Hun føler sig ligefrem heldig, at hun står her nu.
»Det er da en berigende oplevelse. Jeg er ikke læge eller sygeplejerske, så jeg kan ikke rigtig bidrage med noget af værdi i en tid som den her. Så det at få lejlighed til at hjælpe alligevel er fantastisk«.
De bliver enige om en yoghurt med smag, men ikke den fra Yoggi.
»Man kommer rimelig hurtigt tæt på folk. Jeg måtte også spørge, »hvornår står du op«, så jeg ikke kommer, før hun er i tøjet«.
Mange vil gerne hjælpe
Der er allerede oprettet mange hjælpegrupper på Facebook. Her skriver mennesker, der er sendt hjem fra arbejde eller studium og har tid til at hjælpe dem, der nu ikke enten kan eller tør gå uden for en dør. Der er endda en facebookgruppe, der prøver at skabe overblik over alle de grupper, hvor man kan søge og tilbyde sin hjælp.
Ekspert: Borgerne kan aflaste systemerne i kriserRøde Kors har oprettet et hjælpenetværk for netop at organisere hjælpen. De har fået langt flere henvendelser fra frivillige hjælpere end fra folk, der har brug for hjælp. Men det kan selvfølgelig nå at ændre sig, når forrådene rundtomkring slipper op.
»Det er jo ret heldigt, at jeg får lov. Lige nu er det mit indtryk, at der er langt flere, der tilbyder sin hjælp, end folk, der har brug for hjælp. Jeg var bare den første, der tilbød mig«, siger Charlotte Fabienke.
Toiletpapir uden at hamstre
Rugbrød er ikke bare rugbrød. Charlotte Fabienke bruger lidt tid på at vælge. For hun og Lene Westergaard har ikke talt i telefon sammen, så hun ved ikke, om det er en ældre dame, hun køber ind til. Men hun tør ikke satse på et brød fyldt med kerner.
»Det skal være nemt at tygge«.
Charlotte Fabienke var spændt på, om der ville være noget tilbage, men hun er ved at have streget alt ud på listen.
Men lige toiletpapir mangler, så det må hun i Netto for at finde.
»Hun spurgte, om hun godt kunne tillade sig at bede om noget toiletpapir også – uden at hamstre – men hvis hun har brug for toiletpapir, skal hun da have toiletpapir. Hun kan jo ikke selv gå ud at hente det«.
Poserne skal stilles foran døren
Aftalen er, at Lene Westergaard skal overføre på MobilePay, når hun har fået varerne. Så det må Charlotte Fabienke så have tillid til, at Lene Westergaard gør.
Facebookgruppen har nemlig ret klare retningslinjer for hjælpen for at sikre, at man ikke bidrager til yderligere smitterisiko. Blandt andet at man ikke må udveksle kontanter.
»Ellers er der ikke så meget af det her, jeg ikke selv kan lide, hvis det nu er. Så må jeg tage det med hjem igen«, siger Charlotte Fabienke og får kvitteringen.
Mælken fordeler hun i flere poser, hvis nu Lene Westergaard ikke kan bære så meget. For Charlotte Fabienke må ikke bære varerne ind for hende.
»Varerne skal stilles uden for døren. Kan det ikke lade sig gøre, skal man forsøge at undgå at komme tæt på hinanden«.
»Det er lidt underligt, at man ikke engang kommer til at se hinanden«
Lene Westergaards dør er inde i byen, så Charlotte Fabienke skal lige hjem at hente sin christianiacykel. Og lidt håndsprit.
»Det er nok lidt kaotisk her i begyndelsen. Det kunne måske have været lidt smartere, hvis man havde fundet en, der var tættere på. Men jeg har godt af at bevæge mig lidt«, siger Charlotte Fabienke, mens hun tramper i pedalerne.
Der er et kvarter på ladcykel, og regnen er ikke blevet hjemme i dag.
De to har aftalt, at Charlotte Fabienke ringer, når hun er fremme. Så kan hun blive lukket ind i opgangen og stille varerne på dørmåtten. Ingen fysisk kontakt. Måske ikke engang øjenkontakt.
»Det er lidt underligt, at man ikke engang kommer til at se hinanden. Lige pludselig kommer man tæt på et andet menneske, som man måske ellers aldrig var kommet i kontakt med. Så jeg er da nysgerrig på, hvem hun er. Men sådan er det i den her situation«, siger hun.
Afleveringen på måtten
»Hej, Lene, ja, hejsa, det er Charlotte«.
Charlotte Fabienke står uden for porten til Lene Westergaards opgang og taler i telefon.
»Jeg står simpelthen og er klar med alle dine ting. Skal jeg bare ringe på«, spørger hun.
Døren klikker, og Charlotte Fabienke tager i døren og bliver lukket ind i opgangen.
Hun går de fem trin op til døren og stiller poserne på måtten.
Og så åbner Lene Westergaard døren og smiler.
»Hej, søde Lene. Jeg må ikke komme ind til dig, siger de«.
Så står de der, Charlotte Fabienke lidt oppe på trappen for at holde afstanden, Lene Westergaard inden for tærsklen til sin lejlighed.
»Cool. Har du en bon«, spørger Lene Westergaard.
»Det blev 157 kroner i alt«.
De finder ud af, at de må være gået forbi hinanden, da Charlotte Fabienke engang kom meget i området.
Lene Westergaard har rigtig nok nedsat hjertefunktion og en søn, der er i frivillig karantæne.
»Og jeg ville ikke ud i det inferno i Netto og blive udsat for noget. Så da jeg så opslaget, blev jeg glad. Det var et godt initiativ«, siger den 61-årige kvinde ved den vidtåbne dør.
Hun er selv med i en landsdækkende gruppe, der hedder Næstehjælperne, hvor man hjælper hinanden med praktiske ting og lidt mad sidst på måneden.
»Lene, hvis du får brug for hjælp igen, må du sige til. Jeg har masser af tid og benkræfter til rådighed. Men nu har du lidt«, siger Charlotte Fabienke.
»Det gør jeg. Goodie!« siger Lene Westergaard og lukker døren.
Charlotte Fabienke låser sin ladcykel op for at køre hjem mod Østerbro igen til sine børn og jobsøgningen.
»Det var faktisk ret sjovt at se hinanden i øjnene, selv om det ikke lige er det, de anbefaler. Men vi holdt to meters afstand«.
fortsæt med at læse
