Lørdag 14. marts:
Når klokken er seks, vil mine to hunde gerne ud at motioneres. Så selv om det er lørdag, er jeg tidligt oppe. Vi går rundt i lokalområdet, rundt om en lille sø, i en halv times tid.
Jeg vækker min kæreste, da vi kommer hjem, og tænder for radioen. Vi har radioen kørende, mens vi spiser morgenmad. Alle indslag handler om corona. De taler om grænserne, der vil blive lukket. Og min kæreste og jeg snakker om, at hvis man er politiker eller noget i den dur, så er det nu, man kan dumme sig, for alt andet end corona kommer til at drukne lige nu.
Jeg scroller ned over newsfeedet på min telefon. Jeg falder over den pressekonference, som statsministeren har lavet for børn. Jeg synes virkelig, at vores regering har gjort et godt stykke arbejde med at nå ud til alle mulige forskellige danskere.
Min computer står fremme hele tiden i de her dage. Så jeg tjekker lige mine arbejdsmails. Det kan jeg jo lige så godt, når der ikke lige er andet, jeg skal. Jeg plejer ellers ikke at arbejde i weekenden. Jeg har kun arbejdet hjemmefra i få dage nu, og grænsen mellem arbejdstid og fritid er allerede blevet ret flydende.
Et døgn: »Alt, hvad vi ser, har vi jo set i Kina. Nu kommer det her med ugers forsinkelse«Der ligger flere mails fra mit arbejde. Jeg arbejder i en global virksomhed, og vi bliver holdt opdateret hele tiden om coronasituationen i virksomheden. Der ligger også nogle andre arbejdsmails, som jeg svarer på.
Jeg tænker, at jeg nok kommer til at arbejde hjemmefra i hvert fald de næste tre-fire uger. Fire nok. Lige nu nyder jeg friheden i det: At jeg kan være her sammen med hundene og sidde med havedøren åben, mens jeg arbejder. Jeg kan godt lide det faktisk. Men jeg savner også kontakten til mine kolleger. Jeg er vant til at sparre en del – så stikker jeg lige hovedet ind på deres kontorer. Nu forsøger vi at chatte i stedet og holde møder over web. Men der går meget tid med at fikse dårlig lydforbindelse og sådan noget. Så det er ikke så effektivt.
Mor bliver ude på vejen
Sidst på formiddagen kører jeg ud efter støvsugerposer. Butikken er heldigvis ret så tom. Men jeg undrer mig over noget: Jeg bor tæt på et stort outletcenter, og der er parkeringspladsen i hvert fald halvt fyldt op af biler. Så bliver jeg sådan lidt: Arh! Altså, det er jo ikke meningen, at vi skal shoppe, vel? Det er meningen, at vi skal holde os hjemme og ikke sprede smitte.
Da jeg er hjemme igen, går jeg ud i vores have og luger. Der smitter jeg i hvert fald ikke nogen. Bagefter hjælper jeg min kæreste med at gøre bilen ren.
Et døgn: »Vi sidder jo i hver vores sofa og oplever så lidt. Så det eneste, vi skriver om, er den virus«Efter frokost kigger min mor forbi. Hun har sklerose, så hun kommer kørende på sin elscooter. Hun plejer at køre forbi og se til vores hunde hver dag, når vi er på arbejde. I dag holder hun sig ude på vejen. Hundene springer hen og hilser, men min kæreste og jeg holder os på afstand. Efter et par minutter triller hun videre. Hun skulle bare lige se, at vi er okay. Hun kerer sig meget om os, selv om det er hende, det ville være værst for, hvis hun blev smittet. Men sådan tænker hun ikke.
Sidst på eftermiddagen tager vi en tur i skoven med hundene. Vi går og snakker. Det er mærkeligt, men alle vores samtaler i øjeblikket handler om corona. Vi kunne tale om alt muligt andet, men det gør vi ikke. Vi taler om det. Vel fordi det er det, der virker vigtigt lige nu. Og fordi der er så meget, som er usikkert. Normalt taler vi jo ikke om influenza. Men med corona kender vi ikke forløbet, og vi har et frygtscenario, som vi – som samfund – skal finde ud af at styre udenom. Det er usikkerheden om, hvorvidt det vil lykkes, der får os til at tale så meget om det, tror jeg.
Jeg er ikke selv bange for at blive ramt. Men jeg er meget bange for at smitte nogen, der ikke kan stå imod: Min mor. Og min mormor, der har lymfekræft.
Om aftenen slapper vi af i sofaen. Da nyheden om den første døde dansker tikker ind, kan jeg mærke det i kroppen: Det er det her, der er alvoren i det.
fortsæt med at læse
