De folkevalgte politikere i Region Hovedstaden har måttet læse aviser for at finde ud af, at regionen har taget imod store donationer af øremærket testudstyr fra kinesiske producenter. Alene gennem pressen er de blevet oplyst om, at regionen derpå har indkøbt udstyr fra de samme producenter for tocifrede millionbeløb.
Som Politiken fortalte mandag, har regionen – ifølge eksperter i offentlig ret, regnskab og revision – handlet i strid med loven, regnskabsregler og principper om gennemsigtighed. Loven siger som udgangspunkt, at politikerne skal give bevilling til at tage imod sådanne ekstraordinære indtægter, og flere partier kræver nu svar fra administrationen.




























