Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at svare på spørgsmål om de ting, som foreløbig er kommet frem under afhøringerne i Instrukskommissionen om ulovlig adskillelse af unge asylpar.
I sidste uge blev der ellers i kommissionen fremlagt en interessant intern mailudveksling fra Statsministeriet i marts 2016.
Mailen blev altså sendt, nogle uger efter at Støjberg havde udsendt sin undtagelsesfrie – og dermed ulovlige – instruks om at adskille alle asylpar, hvor der var en mindreårig.
I mailen sendte såkaldt departementsråd Tanja Franck en vigtig pointe til daværende departementschef Christian Kettel Thomsen, som Lars Løkke Rasmussen som daværende statsminister skulle være opmærksom på, før han skulle i forespørgselsdebat, hvor adskillelserne måske kunne blive taget op.
»... nok vigtigt, at han (statsminister Lars Løkke Rasmussen, red.) får at vide, at UIBM’n (udlændinge- og integrationsministeren, red.) har meldt hårdere ud, end juraen kan holde til«, lød det i mailen.
Om Løkke herefter af Kettel eller Franck blev gjort opmærksom på, at Støjberg havde meldt hårdere ud, end juraen kunne holde til, er uvist.
Derfor forsøgte flere journalister efter Venstres gruppemøde tirsdag at spørge Lars Løkke Rasmussen ind til sagen.
Er du blevet indkaldt som vidne?
»Ikke mig bekendt«.
Vil du svare på, om du i starten af marts ...
»Nej, jeg vil ikke svare på noget som helst. Fordi så ville jeg jo nok være indkaldt som vidne, hvis jeg skulle svare på noget, der har med det at gøre«.
Vi kan da godt stille spørgsmål, uden at du er indkaldt som vidne?
»Ja, og jeg kan også lade være med at svare«.
Og det vil du ikke – svare på spørgsmål?
»Nej«, svarer Lars Løkke Rasmussen.
Ellemann: Vi er imod barnebrude
Venstres nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, er en smule mere snakkesalig.
Han siger, at Venstre er stærke modstandere af fænomenet ’barnebrude’, som også Inger Støjberg konsekvent omtaler sagen som.
»Og vi mener, at enhver minister skal gøre, hvad vedkommende kan, for at beskytte de unge piger«.
»Så har vi en kommission, der er nedsat til at se på dette. Det har jeg stor respekt for. Og navnlig i respekt for deres arbejde vil jeg lade dem passe deres arbejde, og så vil jeg passe mit«, siger Jakob Ellemann-Jensen.
fortsæt med at læse




























