Arbejdsløsheden tager stort fald i Danmark

Foto: Mathias Svold (arkiv)/POLFOTO
Foto: Mathias Svold (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ledighedskøen tog i sidste uge det største fald, siden coronakrisens start.

Den skrumpede med 3233 personer, viser tal fra Styrelsen fra Arbejdsmarked og Rekruttering mandag.

Udviklingen kan ifølge Niklas Praefke, der er cheføkonom for Ledernes Hovedorganisation, skyldes, at mere af samfundet igen er blevet åbnet.

»Det hænger nok i høj grad sammen med genåbningen af økonomien, hvor flere butikker og restauranter begynder at åbne igen«, siger han.

»De har brug for medarbejdere, som de måske har afskediget, da krisen ramte, og de blev tvunget til at lukke ned«.

»Samtidig er der også nogle erhverv, der har klaret sig uskadt gennem krisen, og de har hele tiden brug for nye medarbejdere, lyder det.

Sidste uges fald betyder, at ledighedskøen er skrumpet med tæt på 6.000 personer de seneste fem uger.

Der er dog stadigvæk et stykke vej ned til den længde, køen havde, inden at krisen begyndte.

Ledigheden er nemlig samlet steget med 42.783 personer siden 9. marts, som var ugen inden, at store dele af samfundet lukkede ned.

Det skete for at forhindre smitten med coronavirus.

Frygter at udviklen vil vende

Niklas Praefke forventer ikke, at den positive tendens fortsætter. Han frygter for udviklingen de kommende måneder:

»Dels er det 1. juli om lidt, hvor alle dem, der er blevet fyret i forbindelse med krisen, men har længere opsigelsesvarsel på for eksempel tre måneder, begynder at melde sig i ledighedsstatistikken«.

»Samtidig har vi ordningen med lønkompensation, som 230.000 danskere er eller har været på. Når den udløber, må vi også formode, at en stor del af disse risikerer en fyreseddel«, siger han.

Søndag var i alt 174.657 personer tilmeldt som ledige på Jobnet, viser tallene.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her