Fredagens jobtal fra USA overraskede alle eksperter ved at vise, at der i maj måned mod forventning ikke blev fyret 8 millioner medarbejdere, men at virksomhederne tværtimod havde skabt 2,5 millioner nye jobs. Efter at have nedlagt 20,7 millioner stillinger i april og 1,4 millioner jobs i marts begyndte virksomheder inden for detailhandel, byggeri og underholdning i USA at genansætte medarbejdere i maj, efter at mange stater gradvis har lukket op igen efter coronanedlukningerne.
Det har også hjulpet, at de første penge fra den godt 3.000 milliarder dollars (svarende til 20.000 milliarder kroner) store første statslige hjælpepakke er blevet udbetalt i marts og april.


























