København Zoos hunelefant Surin fødte torsdag aften en elefantunge. En nyhed, der siden har spredt sig på det notorisk dyrebegejstrede internet med billeder af den lille ny.
Og ifølge Københavns Zoo selv er der da også grund til stor begejstring over det nye medlem af elefantfamilien – også en begejstring, der kan vækkes af andre parametre end den uomgængelige cute-faktor.
»Det her er usædvanligt, fordi der er meget få elefantfødsler på verdensplan i zoologiske haver – der var 16 sidste år. Og så har elefantmoren haft svært ved at få en levedygtig unge. For nogle år siden aborterede hun meget sent i sin drægtighed, og så har hun født en unge med hjertefejl, der trak vejret to gange og så døde«, udtaler pressechef for København Zoo, Jacob Munkholm Hoeck.
Den nye unge er en hunelefant og efter dyrlægernes første vurdering, er der tale om en sund og rask en af slagsen.
Men hos København Zoo vil man ikke glæde sig for tidligt. Jacob Munkholm Hoeck oplyser, at elefantmoren Surin endnu ikke er i stand til at give sin unge mælk. Og netop moderens mælk er vital for ungens overlevelse.
»Det er vi en lille smule bekymrede over. Nogle eksperter mener, at ungen helst skal have morens råmælk inden for 12-15 timer og andre siger, at der godt må gå 24-30 timer. Så vi er ikke der, hvor vi jubler, for vi er ikke i mål endnu«, siger Jacob Munkholm Hoeck.
Dyrepasserne i København Zoo har endnu ikke navngivet elefantungen. Den skal officielt navngives, og de skal derfor først have tid til at kigge på listen over godkendte navne.
fortsæt med at læse




























