Politikere og journalister har en del til fælles, selv om begge parter nok vil være kede af at indrømme det: Begge fag blev grundlagt af mennesker, som ville forandre med stort F. Rundt omkring på gange og kontorer i ministerier og medier hænger forgængerne i lange rækker af sort-hvide fotografier. Fra Stengangen i Finansministeriet til hjørnekontoret på Politiken kan man hilse på kongerækken op til i dag. De store forbilleder huskes som regel for de forandringer, de skabte, eller de unikke bidrag, de kom med – lige fra Henrik Cavling til I.C. Christensen, fra Tøger Seidenfaden til Mogens Lykketoft. Det, de satte til debat, eller det, de lavede om.
Begge fag har de seneste 20 år undergået en professionalisering, særlig i kraft af ny teknologi. Der er kommet flere platforme at kommunikere på mange gange om dagen. Politikerne vil i kontakt med vælgerne, og medierne vil i kontakt med læserne. Men når man skal udkomme så tit med så meget – politikere med politik og journalister med journalistik – er der en indbygget risiko for, at der går ged i kvaliteten. At det at udkomme bliver vigtigere, end hvad man udkommer med. At det at komme først med det sidste bliver vigtigere end at komme med det bedste. Når alt er on demand og efterspørgslen uudtømmelig, stiller det store krav til dem, der producerer indholdet, både det politiske og det journalistiske.
