Danskere med etnisk minoritetsbaggrund har risiko for ikke at få den hjælp, de har brug for. Det fremgår af en ny rapport, der undersøger indsatser til beboere med psykiske vanskeligheder i almene boligområder, som VIVE har produceret.
Rapporten påpeger, at etniske minoriteter er en af de mest udsatte grupper i almene boligområder, når det kommer til mental sundhed. Dette kan både skyldes, at befolkningsgruppen er sværere at nå ind til gennem indsatser, men også at socialrådgivere og andre fagpersoner, der møder dem i socialfaglige sammenhænge, ikke vurderer deres lidelser korrekt.
Gunvor Christensen, der er ph.d. i sociologi og har været projektchef på rapporten, forklarer, at der kan være tale om et bias, som forårsager et større fokus på kulturel baggrund end den konkrete sociale problemstilling.
»Hvis en fagperson har en samtale med en familie i deres hjem, og faderen så ligger på sofaen, kan det blive tolket som om, at faderen ikke er særligt deltagende i det, der handler om børn og unge. At det handler om noget kulturelt«.
»Hvis det var en etnisk dansk familie, ville man måske reagere anderledes på det og undre sig over, hvorfor faren hele tiden ligger på sofaen. Men det når man måske overhovedet ikke frem til, fordi man konkluderer, at det kan handle om kultur«, siger Gunvor Christensen.
Hun påpeger dog, at der i nogle tilfælde kan være tale om en dimension af kulturelle forskelle, hvor vise miljøer præges af stigma omkring psykisk sårbarhed.
Dette kan i sidste ende resultere i, at de psykisk udsatte personer går under radaren i uhensigtsmæssigt lang tid.
»De har overhovedet ikke godt af det, men det er ikke noget, omgivelserne nødvendigvis lægger mærke til, før det handler om, at man ikke får tømt sin lejlighed for affald, og det begynder at lugte grimt ud på andre. Så rammer det naboerne, og det er der, man ser det, og det vil ofte være meget sent,« siger hun.
Professionel sparring
Det er en udfordring at komme problemet til livs, fordi fagpersonerne som oftest er uvidende om, at de laver en fejlkategorisering af gruppens symptomer. Medarbejderne er typisk alene om deres observationer, og dermed kan andre kollegaer ikke korrigere, hvis de mener, at der er tale om et socialt problem, som er løsrevet fra den kulturelle baggrund.
Af denne grund peger rapporten ikke på omfanget af tendensen, da det er svært at måle på et så ubevidst handlingsmønster. Gunvor Christensen mener derfor, at fagpersoner i højere grad bør spare med hinanden for at skabe et fokus på faldgruben.
»Hver gang man som professionel tænker, at noget kan have noget med kultur at gøre, så er det vigtigt at være kritisk overfor den iagttagelse og udfordre den. At have en diskussion med sig selv og sine kollegaer om, hvorvidt man ville reagere på den samme måde, hvis det var en etnisk dansk familie. Og hvis man ville handle anderledes ved en etnisk dansk familie, skulle man måske også gøre det med den minoritetsetniske familie«, siger Gunvor Christensen.
Nærområdet kan være løsningen
VIVEs rapport peger på, at det ville gøre en forskel at etablere sociale viceværter, der mere kontinuerligt er en del af lokalmiljøet og derfor får et bedre kendskab til familien, end eksempelvis en socialrådgiver typisk ville gøre. Viceværterne skal fungere som bindeled mellem den udsatte borgergruppe og de mere specialiserede fagpersoner og hjælper altså med at lokalisere personer og familier, der har brug for at blive hjulpet videre.
Louise Buch Viftrup, der er funktionschef og leder af boligsocialnet hos BL - Danmarks Almene Boliger, understreger også, at det handler om, at man i første omgang får identificeret, hvem der har brug for hjælp.
»Det er jo i opsporingsfasen, det kan være rigtig svært, fordi man kan have meget komplekse problemstillinger. Hvis man har flere problemstillinger, kan det være svært at skelne mellem det kulturelle og psykisk sygdom. Det boligsociale kan noget andet ved at være til stede ude i områderne og måske kende resten af familien«, siger hun.
På nuværende tidspunkt har BL ikke iværksat konkrete initiativer til medarbejdere, der skal sørge for, at de undgår denne form for bias i deres arbejde. Men ifølge Louise Buch Viftrup er det noget, man løbende taler om, så medarbejderne ved, hvornår det er nødvendigt at trække på samarbejdspartnere.
»Det er muligt, at vi skal lave noget mere. Det er også et spørgsmål om at finde ud af, hvor behovet er, for vi skal ikke puste en problemstilling op, der ikke er der«, siger hun.
fortsæt med at læse
