Statsminister Mette Frederiksens (S) henvisning til »sikkerhedshensyn« som årsag til, at sms-beskeder fra hende selv og tre nøglemedarbejdere i Statsministeriet automatisk slettes efter en måned, hænger på ingen måde sammen med reglerne i Statsministeriets eget Sikkerhedscirkulære.
Det fastslår to erfarne tidligere topfolk i Politiets Efterretningstjeneste (PET), der sammen med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har ansvaret for, at Sikkerhedscirkulærets stramme og meget detaljerede regler bliver overholdt.




























