I over fire måneder ventede Minkkommissionen på sms-beskeder fra blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S), før Statsministeriet oplyste, at sms-beskeder fra den relevante periode var blevet slettet.
Det skriver B.T.
29. april bad Minkkommissionen de relevante ministerier om at sikre telefonisk materiale fra perioden op til og omkring beslutningen om at aflive alle mink.
I nogle ministerier førte det til påbud om ikke at slette materiale, herunder sms-beskeder.
Ifølge Jyllands-Posten har både Justitsministeriet og Miljøministeriet bedt medarbejderne om ikke at slette sms-beskeder.
Statsministerens sms-forklaring står i kontrast til kendt videnI Statsministeriet har fire personer, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S), haft en praksis med automatisk sletning af sms-beskeder. I statsministerens tilfælde efter 30 dage.
Den information gav Statsministeriet først til Minkkommissionen 8. september - altså over fire måneder efter at kommissionen henvendte sig.
Ud over statsminister Mette Frederiksen mangler der sms-beskeder fra departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og topembedsmand Pelle Pape.
Teknikere i gang med at gendanne beskeder
Minkkommissionen oplyser til TV 2, at den fem dage senere, 13. september, beder Statsministeriet om at gendanne sms-beskeder - uden at få svar.
29. oktober kunne Justitsministeriet oplyse, at det efter aftale med Statsministeriet havde sat politiets teknikere til at forsøge at genskabe sms-beskederne.
Det var tre dage efter, at B.T. som det første medie kunne berette, at der var slettet sms-beskeder på stabschef Martin Justesens telefon.
Nogle sms-beskeder fra eksempelvis Barbara Bertelsen og Pelle Pape har været forelagt kommissionen. Men det er udelukkende, fordi kommissionen har fået beskederne udleveret af modtageren.
ritzau
fortsæt med at læse


























