Det er af sikkerhedshensyn, at statsminister Mette Frederiksen sletter sine sms’er.

Mette Frederiksen: Derfor slettede jeg sms'erne

Statsminister Mette Frederiksen kommenterer nu for første gang de slettede sms'er fra minksagen. Foto: Jens Dresling
Statsminister Mette Frederiksen kommenterer nu for første gang de slettede sms'er fra minksagen. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Statsminister Mette Frederiksen (S) blev rådgivet af Statsministeriet til automatisk at slette sms’er af sikkerhedshensyn. Det siger hun til TV 2, efter at det de seneste dage er kommet frem, at hun selv, stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og departementsråd Pelle Pape har haft automatisk sletning af sms’er efter 30 dage på deres telefoner. Derfor er sms’er om beslutningen om at slå alle mink ned i november, der bliver undersøgt af Granskningskommissionen, slettet.

Det har udløst beskyldninger om, at Statsministeriet forsøger at skjule information.

»Jeg er blevet rådgivet i Statsministeriet af sikkerhedshensyn til at have automatisk sletning, og det har jeg valgt at efterleve«, siger Mette Frederiksen til TV 2.

Politikere og ikke mindst embedsfolk har pligt til at gemme og journalisere skriftlig kommunikation, der er relevant. Sletningen af sms’er fra statsministeren og ikke mindst de højtplacerede embedsfolk er derfor blevet beskrevet som et brud på den pligt. Statsministeren siger dog – ligeledes til TV 2 – at hun går ud fra, at alle regler om journalisering er overholdt.

»Det gælder i det her spørgsmål som i alle mulige andre. Der er en kommission, der arbejder. Jeg henholder mig til, at jeg går ud fra, at reglerne er overholdt i denne sag som i alle mulige andre«, siger Mette Frederiksen.

Vil samarbejde med kommission om genskabelse

Da beslutningen om at slå alle mink ned blev truffet, var der ikke lovhjemmel på plads til at gøre det. Derfor har sagen udviklet sig voldsomt, og der er nedsat en kommission, der skal opklare, om loven er brudt. Det er i den forbindelse, at først B.T. kunne skrive, at sms’er var blevet slettet.

Mette Frederiksen siger til TV 2, at Statsministeriet samarbejder med kommissionen om at genskabe sms’erne.

»Jeg forstår, at kommissionen har et ønske om at genskabe de sms’er. Og det bakker man op om fra Statsministeriet. Det er det korrekte svar i denne her situation«, siger hun.

Til DR siger statsministeren, at hun er sikker på, at hun ikke har gjort noget forkert i sagen om aflivningen af alle mink.

»I forhold til det substantielle er jeg på fuldstændig sikker grund i forhold til, hvad jeg har vidst, og hvad der har været omdrejningspunkt for dette her. Men kommissionen skal have lov til at gøre sit arbejde, og det gør jeg og ministeriet alt for at bakke op«, siger hun.

Kaldt i samråd

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ønsker nu statsministeren i samråd om de slettede sms’er i Statsministeriet.

»Der er mange spørgsmål, der rejser sig. Det er rimeligt, at Folketinget får at vide, hvornår den automatiske sletning er igangsat, og hvem der har rådgivet hende til at gøre det«, siger Thulesen Dahl til Ritzau.

Han ønsker, at statsministeren forklarer sig i et samråd i Udvalget for Forretningsordenen. Det er dog op til statsminister Mette Frederiksen, om hun vil stille op til samrådet.

Thulesen Dahl peger på, at hvis den automatiske sletning af sms’er blev igangsat, da Mette Frederiksen blev statsminister i sommeren 2019, vil det underbygge, at det ikke er sket på grund af minksagen:

»Hvis Mette Frederiksen kan sige, at hun blev rådgivet til at sætte den automatiske sletning til, da hun blev statsminister, taler det i højere grad for, at hun har gjort det af andre hensyn end minksagen. Derfor bør hun lægge kortene på bordet over for Folketinget«.

Også Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, mener, at statsministerens udtalelser torsdag efterlader flere ubesvarede spørgsmål:

»Det er dybt foruroligende, at Mette Frederiksen stort set ikke vil svare på de konkrete spørgsmål om sine slettede sms’er og nægter at oplyse, hvornår den automatiske sletning er blevet sat til. Hendes udtalelser er ikke tillidsskabende. Tværtimod«.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her